Nyhed

Robbie Williams kommer til Danmark

Den britiske stjerne giver to danske koncerter

I denne uge er det 25 år siden, Robbie Williams udsendte sit første soloalbum, Life Thru a Lens. Det kvarte århundrede som solist bliver fejret med en jubilæumsturné under overskriften XXV - og nu er det så annonceret, at den kommer til at inkludere hele to danske koncerter.

De kommer til at finde sted den 26. og 27. februar 2023 i henholdsvis Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København.

Turnéen indledes i Bologna, Italien den 20. januar. Derefter drager Williams tværs over kontinentet og spiller i byer som Paris, Amsterdam, Berlin og Barcelona, inden han rammer Danmark ved udgangen af februar.


Tidligere denne måned udgav Williams opsamlingsalbummet XXV, der - som titlen antyder - præsenterer udpluk fra den i dag 48-årige sangers succesfulde solokarriere. Williams indledte karrieren i boybandet Take That, som han forlod i 1995 og var genforenet med i årene 2010-14.  

Forsalg til de danske koncerter starter onsdag den 28. september kl.10.00 via den officielle Robbie Williams-store. Det officielle billetsalg starter fredag 30. september kl. 10.00 via ticketmaster.dk og livenation.dk og ovenstående Robbie Williams store.


Tidligere på måneden sikrede Robbie sig for 14. gang i solokarrieren en topplacering på den britiske albumhitliste med XXV, som toppede hitlisten i den første uge efter udgivelsen.

Dermed har musikikonet slået rekorden for den solist, der har flest britiske nummer 1-album, påpeges det i en pressemeddelelse i forbindelse med annonceringen af de kommende koncerter.

LÆS OGSÅ: Robbie Williams vil stjæle julen fra Bublé


ANNONCE