Sangeren vil repræsentere alle sider af livet med sin musik
I dag udgiver Mathilde Falch sin nye single ”Legesyg”, der handler om at finde legen frem i ens nogen gange trivielle voksenliv.
For Falch gør det sig særligt gældende, når hun og bandet er afsted på turné, for det er her, hun føler sig mest i live. Det fortæller hun i en pressemeddelelse, hvor hun uddyber:
– Det har nok været den sang, der har været sjovest for mig at skrive og indspille. Vi lavede først en version af sangen, som jeg valgte at kassere, fordi jeg syntes, den blev for poppet og for langt fra mine normale produktioner. En måned efter fik vi lyst til at give sangen et bud mere og endte med denne version, der er endnu mere legesyg og poppet end den første. Og jeg elsker den, udtaler Falch og fortsætter:
– Jeg har indtil nu gået i en bue udenom 80’erne og fundet inspirationen i 60’er og 70’erne, men det var virkelig sjovt at skrue op for 80’er/90’er synth-lydene. Jeg er født den 30. december 1989, så jeg havde to dage i 80’erne, de to dage kommer til deres fulde ret i ”Legesyg”.
Falch er netop ude at spille landet tyndt på sin efterårsturné, der strækker sig frem til den 3. december, og hun glæder sig til at præsentere sin nye single til de kommende koncerter:
– Jeg glæder mig vildt meget til at spille den live. For mig er det et mål at lave sætlister og album, der repræsenterer alle sider af livet – og denne sang har jeg savnet indtil nu.
Falch er albumaktuel med sit femte studiealbum Solen brænder fra 2021, som hun udgav igennem sit eget pladeselskab ”Just For The Record”, og i 2023 vil sangeren sætte endnu et album på gaden.
LÆS OGSÅ: VIDEO: Mathilde Falch udgiver smuk vinterballade – og videoteaser