GAFFA.dk – alt om musik
”Cannelloni og Kød” hedder sangen, der er en hyldest til den nuværende turnés store opbakning
Benjamin Hav og hans band Familien er lige nu på en stort set udsolgt turné rundt i Danmark. Det går mildt sagt rigtig godt for Hav, og nu har Hav og band netop sluppet en ny single med titlen ”Cannelloni og Kød” for at fejre succesen. Sangen er en hyldest til den folkelige opbakning, de lige nu oplever. Du kan høre sangen nederst i artiklen.
I en pressemeddelelse udtaler Benjamin Hav og Band følgende om nummeret ”Cannelloni og Kød”:
"Det her live-show er stukket fuldstændigt af! Det er blevet et uendelighedshorn af eksplosioner i de små hjerter landet rundt. Familien er en bevægelse, der allerede nu tæller flere tusind mennesker. Der er ikke længere tale om koncerter. Det er familiefester. En familie af folk, der forstår, at livet handler om at hylde og fejre den ekstraordinære glæde. En ekstrem form for glæde, der bor i os alle, og kan vækkes hvis man giver slip, og deltager i livet. Vi, Benjamin Hav & Familien, siger: kom med os, nu skal vi vise dig noget, du vil elske."
Den aktuelle efterårsturné er Benjamin Havs første som soloartist. Førhen har Hav været en del af duoen Benal, hvis anden halvdel er den albumaktuelle Albert (Wanscher). Bandet Familien, som er med Hav på turné, består af syv medlemmer – en række yderst erfarne musikere, der blandt andre har optrådt med Thomas og Hugo Helmig, Bikstok, Mew, Shaka Loveless og mange flere.
I fredags svingede Benjamin Hav og Familien forbi Vild Med Dans-studiet, hvor de fremførte den nye single under konkurrencens semifinale. Se videoen nedenfor.
LÆS OGSÅ: GALLERI: Se stjernerne på den røde løber til Danish Music Awards