Nyhed

Yann Tiersen giver koncert i Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Den franske multiinstrumentalist og komponist kan opleves i Operaen til januar

Den franske multiinstrumentalist og komponist Yann Tiersen giver koncert i Operaen på Holmen i København mandag den 31. januar 2022.

Tiersen begyndte som fireårig med at spille klaver, og i en alder af seks år kastede han sig over violinen og modtog herefter klassisk undervisning på musikakademier i Rennes, Nantes og Boulogne. Dog valgte han i en alder af 13 at smadre sin violin, købe en guitar og danne et rockband.


Senere begyndte han at arbejde med elektroniske instrumenter, og senere igen fandt han tilbage til blandt andet violinen. I 1995 udgav han sit første album, La Valse des Monstres, som blev efterfulgt seks måneder senere af Rue des Cascades, en samling korte værker indspillet med legetøjsklaver, cembalo, violin, harmonika og mandolin. Seks år senere fandt pladen et meget større publikum, da flere af numrene sammen med musik fra Tiersens tredje album, Le Phare fra 1998, blev brugt på soundtracket til Jean-Pierre Jeunets storsælgende film Amélie (2001).

Siden har Tiersen udgivet en række album inden for forskellige genrer, ofte med markante gæstevokalister som eksempelvis Stuart A. Staples fra Tindersticks og Elizabeth Fraser fra Cocteau Twins. Han har også udsendt flere soundtracks, blandt andet til den tyske film Goodbye Lenin fra 2003.

Den 27. august udgiver Yann Tiersen sit næste album, Kerber, som har fokus på klaver og elektronik.


Billetsalget til koncerten starter fredag 18. juni 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Komfortabel nocturne på spolebånd

Varm op med "Ker al Loch" fra det kommende album, Kerber:

ANNONCE