Nyhed

Trommeslager bag 60'er-hit er død

GAFFA – alt om musik

Ron Bushy fra Iron Butterfly blev 79 år

For få dage siden landede nyheden om, at The Rolling Stones-trommeslageren Charlie Watts er død i en alder af 80 år. Og nu har endnu en markant trommeslager fra 1960'ernes frugtbare rockscene lagt stikkerne fra sig for sidste gang, skriver blandt andet NME. Det drejer sig om 79-årige Ron Bushy, som sad bag trommerne i amerikanske Iron Butterfly – bedst kendt for 1968-skæringen "In-a-Gadda-da-Vida" fra albummet af samme navn.

Iron Butterfly var kendt for en psykedelisk rocklyd, som efter samtidens standarder var ganske tung og hård og var således med til at danne skole for senere heavy- og hardrockbands. I kølvandet på In-a-Gadda-da-Vida turnerede gruppen hjemme i USA med Jefferson Airplane. De var også booket til at spille på Woodstock-festivalen den følgende sommer, men på grund af logistiske problemer nåede de aldrig frem. Iron Butterfly gik i opløsning i 1971 efter en Europaturné, som også bragte bandet til København.


Siden har gruppen været gendannet ad flere omgange, men har ikke udgivet ny musik siden deres sjette og sidste album Sun & Steel fra 1975. I 2008 gik bandets gamle masterbånd tabt i den store brand i Universal Musics arkiver i Hollywood, og med Ron Bushys bortgang er eneste overlevende medlem af Iron Butterfly bandets organist, Doug Ingle. Det var Ingle, som i sin tid skrev "In-a-Gadda-da-Vida" – efter at Bushy havde hørt forkert, da nogen sagde "in the garden of eden".

LÆS OGSÅ: NEKROLOG: Charlie Watts er død, 80 år gammel

Hør "In-a-Gadda-da-Vida":

ANNONCE