Nyhed

Børn slår MØ

Alverdens hype kan ikke sikre en førsteplads på hitlisten

Nu har vi efterhånden snakket om MØ og hørt om MØ i uendelige tider, og langt om længe er hendes debutalbum, "No Mythologies To Follow" udkommet til stor fanfare. Det velmodtagne album - det fik fire stjerner ud af seks stjerner af GAFFAs Rune Schlosser, der beskriver det som et "fermt popværk" - kan dog ikke tiltuske sig en 1. plads på hitlisten. Den tilhører nemlig ungerne, der netop har afholdt Børnenes Melodi Grand Prix i Odenses Arena Fyn. Dermed er Rasmus Seebach endelig slået væk fra den absolutte top, og ind på de første to pladser stryger MGP 2014 og MØ denne uge.

Seebach klarer sig nu nok med sin otte gange platincertificerede "Ingen Kan Love Dig I Morgen". Han er desuden stadig med i førerfeltet på en solid 3. plads.

Imens går det knap så forrygende for Pharrell Williams, som efter kun to uger på hitlisten er strøget fra en 1. plads til en 5. plads med sit seneste album "G I R L". Mon ikke han samler farten op igen, når den næste single kommer på gaden?


Poul Krebs, som overraskede på førstepladsen med sit nye album "Asfalt", er også kravlet ned af listen og havner på en 6. plads, hvad betyder, at man måske kan postulere, at den danske hitliste i denne uge tilhører ungerne og debutanterne.

Ugens største fald må imidlertid krediteres til WhoMadeWho. Deres ellers meget roste "Dreams", som i sidste uge debuterede flot på en 8. plads, er faldet ned på en 34. plads. I går udsendte de en musikvideo til den seneste single, titelnummeret "Dreams", så måske de kan generobre en højere placering til næste uge.

På Track-listen må Basim se sig slået af Hedegaards "Happy Home", der denne uge går direkte ind på 1. pladsen. Basim slår dog i denne Pharrells "Happy", som nu er at finde på 3. pladsen.


Medina er faldet ned på en 4. plads med "Jalousi", når det kommer til mest streamede sange. Basim er til gengæld røget ind på en 2. plads der. Listen toppes som i sidste uge af Mr. Probz med "Waves".

Se de samlede danske hitlister her.

ANNONCE