Nyhed

Dayyani hylder kærligheden på kommende debutalbum

Den danske sanger har både familie og venner med på kommende album

Den hastigt spirende Dayyani har haft stor succes de sidste par år og har blandt andet været P3s uundgåelige hele to gange med nummeret "Blink Twice" i 2023 og senest singlen "Nobody Kills Me Like You Do" i år. Nu er hun omsider klar med sit debutalbum Recipe for Love, hvorpå hun omfavner kærligheden.

Ifølge en pressemeddelelse er det kommende album "en hyldest til kærligheden og de forskellige stadier, som et forhold går igennem. Fra den idylliske honeymoon-fase til længsel og savn." Dayyani fortæller i pressemeddelelsen selv om albummet:

"For mig har det her album været ligesom at skrive dagbog. lsær i den tid hvor min kæreste var udenlands i længere perioder. Her fik jeg virkelig plads til at tænke over tingene. Jeg håber inderligt, at man som lytter kan se sig selv i de her sange og lade dem være en ven i en tid, hvor man ofte kan føle sig ensom".


På det kommende album har Dayyani ikke bare ageret sanger, men også komponeret en hel del af musikken selv. Hun har dog ikke været helt alene. Foruden Johannes Bruun og Frans Nielsen, en fast del af Dayyani teamet, har hun nemlig også fået hjælp fra sin familie.

''Jeg har altid haft det lidt stramt med at blive sat i "sanger"-kassen. Mange antager, at når man er sanger, så kan man ikke så meget andet end at synge. Min musikalitet er bare så meget andet end det, jeg elsker at danse, spille percussion og producere," fortæller Dayyani og tilføjer:

'Jeg har selv skrevet alle strygerarrangementerne, som senere er blevet indspillet af bl.a. min far på violin. Min mor synger kor på flere sange på pladen og synger acapella på tracket 'When Are You Coming Home?". Og så har jeg allieret mig med nogle af de sejeste artister indenfor amapiano og bailefunk. Det har været sindssygt vigtigt for mig at få alle disse elementer med, selvom jeg hele tiden har haft ambitionen om at lave en banger-popplade''.


Dayyani var senest aktuel med ep'en Pretty in Defence, der blev krediteret med hele fem stjerner fra GAFFAs anmelder, der skrev:"På Pretty In Defense er Dayyani meget mere end bare smuk (...) For Dayyani vinder kampen mod de giftige fuckboys og står urokkeligt til forsvar for sig selv og sine medsøstre, mens hun løber med bolden." Dayyani optrådte senest til dette års OL, hvor hun var iblandt de fem udvalgte danske artister, der fik lov til at spille i Paris. 

Recipe For Love udkommer den 11. oktober i selskab med en musikvideo til sangen "Rosemary & Time". 

Varm op til udgivelsen med den nye single "First Date her:


Med rammende touchdown markerer Dayyani sig som en af de bedste spillere i sit felt

ANNONCE