Nyhed

Tessa debuterer som skuespiller i ny dramaserie

Den roste rapper spiller over for Iben Hjejle i ny dramaserie om plejepersonale på Vestegnen

De senere år har den 26-årige rapper Tessa - alias Theresa Ann Fallesen - markeret sig stærkt på den danske musikscene med en lang række medrivende koncerter og senest debutalbummet Tessas hævn, der - langt om længe - udkom i foråret 2023.

Nu udvider det rappende powerhouse fra Københavns vestegn så sit virkefelt. Tess springer ud som skuespiller med en hovedrolle i den nye dramaserie Sosu, som forventes at få premiere på TV2 og TV2 Play i 2026.

Seriens handling udspiller sig blandt sosu'er - social- og sundhedshjælpere - i hjemmeplejen på Vestegnen og Tessa indtager den bærende rolle som den nyansatte Sille. Hun spiller overfor ikke mindst veteranen Iben Hjejle, som spiller den erfarne sosu Rie, der skal lære Sille op og selv ender i et moralsk dilemma, da teamlederen Patrick (Zaki Nobel Mehabil) misbruger sin magt.


"Efter et omfattende castingforløb er vi ikke i tvivl om, at Tessa er det helt rigtige valg til rollen som den oprørske Sille. Vi glæder os til at se det slå gnister mellem de to kvinder," udtaler seriens to producere producerne Camilla Hammerich og Trin Hjortkjær Thomsen i en pressemeddelelse. 

De suppleres af seriens hovedforfatter Karina Dam:

"Sosu er en historie om hverdagens magtmisbrug og overlevelse i et hårdt presset fag, der fortjener meget mere anseelse og respekt, end det får. Det er også en historie om generationskløfter, og den forsinkede og voldsomme reaktion, der kan sætte ind, når et gammelt traume pludseligt vækkes til live gennem et nyt offer. Det er, sidst, men ikke mindst, en historie om tilblivelsen af et umage venskab mellem to stærke kvinder," udtaler manuskriptforfatteren.


Den nye rolle som skuespiller betyder dog langtfra, at Tessa indstiller musikkarrieren. "2024 kommer kun til at byde på endnu mere storhed. Jeg ser frem til mere studietid," udtaler hun ifølge sit bookingbureau United Stage.

Tessa kan i år opleves live på blandt andet Smukfest i Skanderborg, Grimfest i Aarhus og ved en triple-koncert sammen med Carl Knast og Benny Jamz ved Kulturværftet i Helsingør den 23. august.

IGEN, BITCH: Tessa udvider debutalbummet med fire nye sange – sampler Sukkerchock


 

ANNONCE