Nyhed

SÅ ER DER AFGANG: Ekspressen fejrer nyt album med fire gratis koncerter – på én aften

Det danske band sender deres nye album afsted med manér

I 2021 skiftede Humørekspressen navn til blot Ekspressen for at ryste mærkatet som satireband af sig. På fredag den 15. september udgiver de fire bandmedlemmer Pharfar, Klumben, Pewer og Chapper så deres tredje album – og første album under det nye bandnavn.

Albummet hedder 2300 Paris og er, ifølge en pressemeddelelse, en naturlig forlængelse af de to foregående albums En lille én fra 2017 og Til ære for alle fra 2019. Men albummet er samtidig helt sit eget: 

”Ekspressen har smidt det store smil, men bevaret glimtet i øjet, og selvom der anes forskellige genrer på pladen, så fremstår albummet som noget så sjældent som et dansk, dansksproget country album,” lyder det i pressemeddelelsen.


I forlængelse af fredagens albumudgivelse annoncerer Ekspressen desuden, at de samme aften spiller ikke blot én, men hele fire gratis koncerter rundt omkring i København. I et Facebookopslag sætter bandet ord på fejringen:

”Hej, vi hedder Ekspressen og vi har lavet en ny plade, som kommer på gaden på fredag den 15. september. Det gør vi også, fordi vi fejrer det med en tur gennem byen sammen med dig, hvor vi gør holdt et par steder og får os en kold, imens vi nyder hinandens menneskelige varme og spiller en koncert for dig fordelt over fire steder i byen,” skriver bandet og uddyber:

”Vi starter klokken syv og slutter først ved tolvtiden, så det bliver en lang koncert, men til gengæld får du motion og dine penge kan du beholde på lommen. Denne her tur er på os,” afslutter bandet deres opslag.


Humørekspressen på scenen på Bornholm, august 2019. Foto: Mathias Bak Larsen.
Humørekspressen på scenen på Bornholm, august 2019. Foto: Mathias Bak Larsen.

Senere på efteråret drager Ekspressen også på en Danmarksturné. Turnéen starter den 21. oktober på Palæen i Rønne og slutter den 18. november i Studenterhuset i Aalborg.

Ekspressen skulle oprindeligt have startet deres turné på Tobakken i Esbjerg. Spillestedet er i mellemtiden gået konkurs, hvormed koncerten er blevet aflyst. 


Oversigt over gratiskoncerterne

Kl. 19:00 – Dronning Louises Bro

Kl. 20:30 – Kulturtorvet


Kl. 22:00 – Nyhavn

Kl. 23:30 – Knippels Bro

Hør ny single fra Ekspressen - med Sanne Salomonsen som gæst


ANNONCE