Nyhed

The 1975 trodser homofobiske love under koncert i Malaysia og bliver bandlyst

Et protesterende kys mellem Matthew Healy og bandets bassist ledte til gruppens bandlysning fra hovedstaden samt aflysning af festivalens sidste to dage

Good Vibes Festival i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, havde booket The 1975 som hovednavn til festivalens første dag. Pop-rockbandets optræden blev dog kortere end forventet, efter et kys mellem bandets forsanger og bassist ledte til, at bandet blev ”bandlyst fra Kuala Lumpur”, som Matt Healy beskrev det på scenen kort efter kysset. Det fortæller flere medier – herunder Pitchfork.

I Malaysia er homoseksualitet forbudt ved lov og kan give op mod 20 års fængsel. Under koncerten på Good Vibes Festival udtalte The 1975-forsangeren, at disse love var ”fucking latterlige”:

”Det er fucking latterligt at fortælle folk, hvad de kan gøre med det og det”, siger han blandt andet, mens han gestikulerer til sit underliv. Efter kysset fortæller Matthew Healy til publikum: ”Okay, vi er lige blevet bandlyst fra Kuala Lumpur. Vi ses senere”.


Malaysias Ministerium for Kommunikation og Digital aflyste officielt festivalen den følgende eftermiddag.

The 1975 skulle ligeledes have optrådt to andre gange i Asien i tiden efter Good Vibes Festival: som hovednavn til We the Fest i Jakarta i Indonesien og givet koncert i Taipei, Taiwa. De aflyste begge koncerter:

”Bandet tager aldrig beslutningen om at aflyse en koncert let og havde set meget frem til at spille for fans i Jakarta og Taipei, men desværre er det på grund af de nuværende omstændigheder umuligt at gennemføre de planlagte koncerter,” lød det i en meddelelse fra bandet.


The Kid Laroi og The Strokes var hovednavnene til Good Vibes Festival sidste to dage og nåede altså ikke at optræde på grund af aflysningen. Billboard kunne den 22. juli rapportere, at The Kid Laroi i stedet gav en minikoncert i et lokalt hotels barområde:

"To ting, inden jeg begynder. Nummer et, jeg er meget beruset. Siden de aflyste showet, havde jeg ingen anden mulighed end at gå lige hen til baren. Så her står jeg. I dag er jeg sammen med mine venner, og jeg tænkte bare, siden alt blev aflyst, og jeg alligevel er her, så kan jeg lige så godt komme og spille et par sange. Tak til hotellet for at lade mig gøre det,” lød det fra Laroi i videoer taget under minikoncerten.

LÆS OGSÅ: Matty Healys udskejelser fortsætter: Får tatovering under koncert


ANNONCE