Advokatfirmaet bag gruppesøgsmålet kalder kysset på Good Vibes Festival for en ”bevidst uforsvarlig handling udført med fuld klarhed over konsekvenserne”
Musikmagasinet NME kunne i går rapportere, at advokatfirmaet Thomas Phillip sammen med fem artister og fem leverandører vil anlægge et gruppesøgsmål mod The 1975 for hændelserne til Good Vibes Festival i Malaysia. GAFFA bragte forleden nyheden om, hvordan The 1975-forsangeren og bassisten delte et protesterende kys på scenen til den malaysiske festival, hvilket var i strid med landets love mod homoseksualitet.
Kysset ledte til, at The 1975 blev bandlyst fra hovedstaden Kuala Lumpur, mens de resterende to dage af Good Vibes Festival blev aflyst. I alt er der indberettet 18 politianmeldelser over hændelsen, og nu vil advokatfirmaet Thomas Phillip og ti aktører fra festivalen altså anlægge et gruppesøgsmål. Advokatfirmaet mener, at kysset delt mellem The 1975-forsangeren og bassisten var en ”bevidst uforsvarlig handling udført med fuld klarhed over konsekvenser”, og derfor anmoder aktørerne i søgsmålet om erstatning for de tab, som de led, da festivalen blev aflyst grundet kysset mellem The 1975-medlemmerne.
"Min holdning er, at The 1975 skal holdes ansvarlige for de tab, som kunstnere og leverandører har lidt," udtalte advokaten Matthew Thomas Philip på et bymøde i området Hartamas i Kuala Lumpur tirsdag aften den 25. juli. Omkring 70 mennesker deltog i mødet – her primært kunstnere, leverandører og medlemmer af medierne.
Firmaet arbejder pro bono, og det er endnu uvist, hvor stort et beløb de vil sagsøge bandet for.
LÆS OGSÅ: THE 1975-INTERVIEW: “Det behøver ikke at være så nihilistisk hele tiden”