Nyhed

The Cure antyder udgivelsestidspunkt for nyt album: ”Det kommer til at være ventetiden værd”

Robert Smith lover, at albummet er ude inden bandets kommende turné

Onsdag deltog The Cures mangeårige medlemmer, sanger Robert Smith og bassist Simon Gallup i sangskriverprisen Ivor Novello Awards i London, hvor de fik prisen The Icon Award med hjem. Forsangeren benyttede samtidig lejligheden til at fortælle om The Cures nye album Songs of a Lost World.

Vi udgiver et nyt album. Jeg begynder at blive træt af at fortælle det her nu. Vi spiller live fra oktober, og albummet udkommer inden da. Vi gik på scenen i The Ivors i dag til et stykke nyt musik faktisk. Håber, ingen har optaget det,” sagde Robert Smith i et interview med NME.

Han fortalte endvidere, at det bliver et album med 12 numre, og at det er næsten færdigt. Det eneste, der mangler er nogle vokaler og guitarsoloer.


”Det vil være ventetiden værd. Jeg synes, det er det bedste, vi har lavet, men det er også nemt for mig at sige. Men jeg laver ikke en Oasis, når jeg siger, "Det er også det bedste fucking"-album. Mange af sangene er svære at synge, og derfor har det taget tid.”

Frontmand Smith siger til NME, at det er et album uden meget lys, og det minder mere om Distintegration end The Head On The Door. Han forventer heller ikke nogen hitlisteplaceringer fra nogen singler. Han fortsætter med at fortælle, at bandet begyndte at indspille to album i 2019, og at han forsøgte at færdiggøre begge på samme tid, hvilket var svært. Ifølge Smith skal fans vente lidt på album nummer to, fordi han ikke længere føler så meget for nogle af sangene, og at bandet nok skal indspille nye.

”Hvis det bliver gennemført, bliver det meget up-tempo. Det er det modsatte af det første.”


Det kommende album bliver bandets 14. studiealbum og opfølgeren til 4:13 Dream fra 2008.

The Cure kommer til Danmark den 14. oktober og spiller i Royal Arena, i København. Billetter kan købes via dette link.

ANNONCE