Legenden kan opleves i Royal Arena 21. oktober
Sting giver fredag den 24. juni en næsten udsolgt udendørs koncert ved Fængslet i Horsens, men nu får fans i Danmark endnu en mulighed for at se ham live, denne gang under tag, idet hans My Songs-turné er blevet udvidet, og han kan nu også opleves i Royal Arena i København fredag den 21. oktober.
Live spiller sangeren, sangskriveren og bassisten både klassikere fra tiden i The Police og fra sin lange solokarriere.
Stings borgerlige navn er Gordon Matthew Thomas Sumner, og han blev født i Wallsend i det nordlige England i 1951. Han var med til at danne new wave-trioen The Police i 1977. Gruppen gik hver til sit i 1986 efter hits som "Roxanne", "Message in a Bottle", "Every Breath You Take" og mange flere.
I 1985 udgav Sting sit første soloalbum, The Dream of the Blue Turtles, og han har gennem årene haft solohits som "If You Love Somebody Set them Free", "Englishman in New York", "Fields of Gold" og mange flere. Gennem årene har han modtaget 17 Grammyer, sammenlagt solo og med The Police.
Billetsalget starter fredag 27. maj kl. 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk
Sting gav senest dansk koncert i Holstebro i 2019, hvor GAFFAs anmelder var dybt skuffet – dog primært over de fysiske rammer.
LÆS OGSÅ: Byfest i provinsen med Sting som baggrundsmuzak
Varm op med klassikeren "Shape of My Heart" fra 1993: