GAFFA – alt om musik
Mr. Koifish ep-debuterer i næste uge
Umiddelbart efter, at den tidligere Turboweekend-sanger Silas Bjerregaard har afsluttet sin første soloturné, er hans tre forhenværende kolleger samlet på en ny ep med Mr. Koifish, et soloprojekt for den tidligere Turboweekend-bassist Morten Køie. De to andre tidligere Turboweekend-medlemmer, keyboardspiller Anders Stig Møller og trommeslager Martin Øhlers Petersen, medvirker også på ep'en, men Mr. Koifish er altså et soloprojekt med Morten Køie i rollen som sanger og primær sangskriver.
Den selvbetitlede debut-ep udkommer 12. juni og følger op på singlerne “The End”, “Hang Our Coats”, “Be Loud”, der har fået en del afspilninger på P6 Beat, og senest “Love Was the Sun". Sidstnævnte er udgivet af det velanskrevne franske pladeselskab og modefirma Maison Kitsuné (Hot Chip, Digitalism, Two Door Cinema Club med flere) i hele verden.
Morten Køie fortæller følgende om, hvorfor Turboweekend endte med at gå i opløsning:
– I Turboweekend kunne vi til sidst ikke blive enige om, hvordan vi skulle få det til at lyde. Vi var allerede på vej forskellige steder hen og havde forskellige metoder at arbejde på, hvilket også høres tydeligt i det musik, vi alle har lavet hver for sig efterfølgende.
Flere af sangene på ep'en, eksempelvis "Love Was the Sun", skulle egentlig have været Turboweekend-numre, beretter Morten Køie videre:
– Anders, Martin – begge fra Turboweekend – og jeg havde længe snakket om at have en mere kollektiv tilgang til at skrive, og det var egentlig ud af den tanke, at sange som “Love Was The Sun” opstod. Vi forsøgte at gøre tingene anderledes i forhold til, hvordan vi havde arbejdet tidligere. Vi var interesserede i og optagede af at skrive på kryds og tværs af hinanden og også inkludere andre udefra i vores proces for at kunne rykke lyden et nyt sted hen.
Ep'en udkommer på pladeselskabet Emailing While Intoxicated, som også er et musikalsk kollektiv med tidligere medlemmer af Broke, Reptile Youth og Turboweekend, og som Morten Køie ofte bruger som sparringspartnere.
LÆS OGSÅ: Derfor kommer vi til at savne Turboweekend
Se musikvideoen til "The End":