Nyhed

Ekstra gave fra NorthSide: Tre nye navne

GAFFA.dk - Alt om musik

Endnu tre navne er tilføjet til årets NorthSide-plakat. Glæd dig til Yungblud, Soleima og MC5 kommer til Ådalen.

Der er både noget for gamle og unge punkrock-entusiaster, når NorthSides ekstragave åbnes til sommer. Både punkgruppen MC5 og kometen Yungblud gæster aarhusiansk jord, og i den anden ende af genre-spektret vender aarhusianske Soleima hjem og spiller sin første koncert på festivalen. 

Yungblud


Der er fuld fart på ham - både når det gælder hans karriere og hans sceneshow. Yungblud aka Dominic Harrison kombinerer alt fra postpunk til hiphop, og er flere steder blevet udråbt til ham som fremtiden for britisk rock. På redaktionen har vi længe været oppe at køre over Yungblud, der både prydede forsiden af magasinet og tog GAFFA-Prisen med storm tilbage i februar. Du kan se hans optræden til GAFFA-Prisen 2018 her:



Yungblud spiller på NorthSide lørdag den 9. juni 2018.


LÆS OGSÅ: YUNGBLUD: Ungt blod gennem England

Soleima

Soleima er en af de mest lovende danske popartister. Senest har hun udgivet EP’en “Bulldog”, som blev anmeldt til fem stjerner med ordene: “Soleima er et legebarn, og ligesom tidligere udspil fra hendes hånd leverer hun igen en række skæve og nærværende elektro-popsange, der beskriver millennium-generationens hverdagsstrabadser på opløftende vis”. Også Soleima har tidligere optrådt til GAFFA-Prisen tilbage i 2017. Se hendes show lige her:

Soleima spiller på NorthSide torsdag den 7. juni 2018.


LÆS OGSÅ: SOLEIMA: Popmusikeren, der vil udfordre musikbranchen


MC50

Amerikanske MC5 udgav perioden 1968 til 1971 tre plader, der lige siden har været inspiration for utallige rockbands fra The Ramones og Sex Pistols til Rage Against The Machine og The Strokes.

MC50 fejrer under ledelse af den tidligere MC5-guitarist Wayne Kramer 50-året for indspilningen af MC5's stilskabende og punk-inspirerende debutalbum, livepladen "Kick Out the Jams". Bandet spiller albummet i sin helhed sammen med andre sange fra gruppens beskedne, men betydningsfulde bagkatalog. De øvrige medlemmer af MC50 er guitarist Kim Thayil (Soundgarden), sanger Marcus Durant (Zen Guerrilla), bassist og sanger Dug Pinnick (King's X) og trommeslager Brendan Canty (Fugazi).


Se MC5 optræde med deres største hit "Kick Out the Jams":

De tre navne tilføjes til den efterhånden lange liste af artister, der besøger Aarhus fra den 7. til den 9. Juni. Blandt de helt store finder du internationale navne som Björk, Queens of the Stone Age, N.E.R.D, The National, Beck og Liam Gallagher samt danske stjerner som Nik & Jay, Dizzy Mizz Lizzy og C.V. Jørgensen.


 

ANNONCE