Nyhed

Megadeth til Danmark

Thrash-veteranerne gæster landet til sommer

Det amerikanske metalband Megadeth giver koncert i Vega 2. august.
 

Billetsalget starter fredag 20. januar kl. 10.00

Megadeth blev dannet i 1983 af guitarist Dave Mustaine og bassist David Ellefson, efter at Mustaine var blevet fyret som lead-guitarist i Metallica. De debuterede i 1985, med Mustaine som både forsanger og lead-guitarist, med albummet "Killing is My Business ... and Business is Good!" og etablerede sig hurtigt som banebrydende inden for thrash metal sammen med Anthrax, Metallica og Slayer – de fire bands nævnes ofte som "de fire store" inden for thrash.

I løbet af karrieren har bandet solgt 38 millioner album og haft seks på hinanden følgende platinudgivelser i USA – inklusive albummet ”Countdown to Extinction” fra 1992, der solgte to millioner eksemplarer i USA alene. Gruppen har modtaget 11 Grammy-nomineringer, men endnu ikke vundet nogen. De er også nomineret til dette års Grammy-show for deres 15. album ”Dystopia”. Priserne uddeles 12. februar. GAFFAs anmelder Keld Rud tildelte "Dystopia" fire pæne stjerner og skrev blandt andet følgende:


”Oven på den på alle måder ujævne 'Super Collider', der ud over svigtende kvalitet også bød på endnu et forsøg fra Megadeths side på at erobre midtempo-metal-territorium, er bandet med 'Dystopia' tilbage ved udgangspunktet. Det betyder, at 15. album fra Dave Mustaine og hans medsammensvorne fokuserer på hektisk thrash metal med noget held.” Læs hele anmeldelsen her.

Megadeth har givet talrige koncerter i Danmark, senest på Copenhell 2016, hvor GAFFAs anmelder Morten Thornvig uddelte fire stjerner under overskriften "Bidsk enmandshær bjæffede sig sikkert hjem". Læs hele anmeldelsen her.

Se musikvideoen til "The Threat is Real" fra Megadeths seneste album:

 

ANNONCE