Ida Nielsen, tidligere kendt som Bas-Ida, er klar med tredje soloalbum
Ida Nielsen er den eneste dansker, der har spillet med Prince. Ida Nielsen var fra 2010 og frem til hans død 21. april i år bassist i Princes band. Hun havde i den senere tid sideløbende arbejdet på sit tredje soloalbum. Det tragiske dødsfald satte dog hendes arbejde i bero, men hen over sommeren har hun færdiggjort albummet, der har fået titlen “Turnitup”. Albummet bliver udgivet mandag den 22. august og fulgt op af koncerter og en clinic.
Ida Nielsen spiller tre koncerter i Danmark i forbindelse med sin efterårsturné:
27. august: Fermaten, Herning
29. august: Amager Bio, København
30. august: Fatter Eskil, Aarhus
Holder du særlig meget af Ida Nielsen, har du mulighed for at få en ekstraordinær oplevelse, når hun den 1. og 2. oktober gæster Copenhagen Guitar & Bass Show 2016. Her giver hun begge dage et 45 minutters intimt show, hvor hun både vil spille sange fra sit nye album og sange af lidt ældre dato. Hun vil fortælle om sin bas, sine grooves og sin stil. Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål til Ida Nielsen om musik og karriere, køb af cd og få en autograf af den prominente bassist.
Der kan findes informationer om eventet og Idas optrædener via Copenhagens Guitar & Bass Shows Facebookside.
Showet afholdes i Østerbrohuset, Århusgade 103, Østerbro, København
Hør singlen “Showmewhatugot”, som udkom tidligere i år herunder