DMA Jazz blev en prisuddeling med forrygende live-acts og stærke felter af nominerede
"Husk at det ikke er et spørgsmål om, hvad du kan gøre for jazzen, men et spørgsmål om, hvad jazzen kan gøre ved dig!"
Med de ord rundede den ene af aftenens to værter, Master Fatman, DMA Jazz 2015 af. Ved sin side havde han radioværten Stine Danving, og de to var et virkelig godt match – kompetente og fint balancerende mellem det seriøst vidende og det ironisk distancerende. Fatman havde publikum i sin hule hånd, når han freestylede igennem anekdoter om eksempelvis varmt radiatorvand som hovedingrediens i teen i Tallinn, og når han hudflettede klichéerne om jazzentusiaster og for eksempel sagde, at "til forskel for folk der arbejder, er jazzmusikere sådan nogle, der mødes i fugtige kældre for at spille musik, som ingen vil høre", og at "jazzmusikere har mange børn. Det kan man se af, at de ikke har mange penge tilbage i budgettet til tøjindkøb."
Fatman og Danving, sekunderet af Claus Høxbroe, gelejdede publikum i det udsolgte Bremen Teater – og i øvrigt lytterne på P8 Jazz – gennem et arrangement, som både live på scenen og i kraft af feltet af nominerede tydeliggjorde, at dansk jazz er mangefacetteret og af høj kvalitet, uanset sub-genre.
Live var aftenens tre største oplevelser Ibrahim Electric sekunderet af Palle Mikkelborg, de tre brødre Hess og Maria Faust, som dirigerede DR Big Band (billedet) i forløsningen af sit eget nye værk. Disse tre liveacts illustrerede den enorme spændvidde og kvalitet, der er i dansk jazz. De tre navne vidnede om, at jazzen rummer en energi, en lethed og tyngde, enkelhed og kompleksitet, og om at den kan forløses med både teknisk og kunstnerisk snilde. Som Fatman sagde, umiddelbart før Ibrahim Electric gik på: "Hvis I bliver siddende i jeres sæder, så er det fordi, I er gamle og snart skal dø!"
Død er bassisten Hugo Rasmussen, som meget klædeligt og glædeligt blev hyldet med et live-act ved bassisten Anders Christensen, også kendt som AC, sekunderet af fire strygere. AC har overtaget stafetten i form af bøllehatten.
Aftenens vel nok fornemmeste pris, Årets Dansk Jazzudgivelse 2015, gik ikke overraskende til guitaristen Jakob Bro, for albummet Gefion. Mest bemærkelsesværdigt var det imidlertid, at Horse Orchestra blev begavet med hele to priser for henholdsvis Årets Nye Danske Jazznavn 2015 og Årets Danske Særudgivelse 2015. Sidstnævnte for albummet Living the Dream. Og så kan man hævde, at det var bemærkelsesværdigt, at pianisten Carsten Dahl, som var nomineret til en pris i hele tre kategorier, ikke fik én pris. Men, fred være med det. Jazzen fik markeret sig selv og fremhævet nogle, fremfor andre.
Vinderne ved Danish Music Awards Jazz 2015:
Årets Danske Jazzudgivelse Jakob Bro – for udgivelsen 'Gefion' (ECM)
Årets Danske Jazzkomponist (uddeles i samarbejde med DJBFA) Claus Waidtløw & The Orchestra feat. Jeff Ballard – for udgivelsen 'Playhouse' (Gateway)
Årets Danske Særudgivelse Horse Orchestra – for udgivelsen 'Living The Dream' (Barefoot Records)
Årets Danske Vokaljazzudgivelse Sinne Eeg og Thomas Fonnesbæk – for udgivelsen 'Eeg Fonnesbæk' (Stunt Records)
Årets Nye Danske Jazznavn Horse Orchestra – for udgivelsen 'Living The Dream' (Barefoot Records)
Børnejazzprisen Univers på vers ved Anders Jacobsen
Live Jazz Danmark Prisen (uddeles i samarbejde med KODA) Femø Jazz Festival
P8 Jazz Prisen Niels Ole Sørensen – formand for Tversted Jazzy Days