Nyhed

Godspeed You! Black Emperor til Danmark

Gruppen er tilbage på dansk grund for første gang i 11 år

Post-rock-ikonerne fra Canada, Godspeed You! Black Emperor, fremfører deres første og eneste koncert i Danmark i 11 år, onsdag den 7. august. 

Scenen bliver Københavns Marmorkirken, som orkestret selv har valgt, ud fra en liste af særlige rum og lokaliteter. Koncerten ledsages af fire filmiske projektioner, skabt af Godspeed selv og afviklet på 16 mm film. 

Godspeed You! blev dannet i Montreal, Quebec i 1994, og turnerede indtil 2003, hvor bandet erklærede pause på ubestemt tid, og flere medlemmer helligede sig bandet Thee Silver Mt. Zion. Gruppen returnerede i 2010 på All Tomorrow's Parties festivalen i England og fulgte op med det anmelderroste værk "Allelujah! Don't Bend! Ascend!" i 2012, som GAFFA anmelder Pelle Sonne Lohmann gav fem stjerner med følgende overskrift: "Postrock-heltene er tilbage, og det er kun for det bedste."


Koncerten var oprindelig planlagt til april under arrangementet PIX, men i sidste ende besluttede bandet at turnere Norden i august i stedet. Derfor har arrangørerne besluttet at tilbyde en billet til en forskudt dobbeltkoncert i Marmorkirken, med Manorexia torsdag den 25. april og Godspeed You! Black Emperor den 7. august. 

Billetterne sættes i salg i morgen torsdag den 11. april via Billetnet.dk.

ANNONCE