Nyhed

Ny rapport understreger endnu engang at kulturaktiviteter kan have en sundhedsfremmende effekt - nu bringes konkrete anbefalinger direkte til politikernes bord

Selvom forskningen længe har peget på, at kunst og kulturaktiviteter kan spille en positiv rolle i en lang række sygdomsforløb, er praksis herfor udeblevet. Ny rapport giver nu en række konkrete anbefalinger til politikerne

Den internationale forskning peger på, at kunst og kulturaktiviteter kan spille en positiv rolle i at fremme sygdomsforebyggelse og -mestring, trivsel og fysisk og mental sundhed.

Noget forskningen har peget på længe.

Og selvom erfaringerne er gode, og opråbene om kulturens sundhedspotenitale har været mange igennem årene, har der manglet handlekraft.

Der mangler udvikling, udveksling, uddannelse og tværgående samarbejde, hvis potentialet skal indfries. Nu stiller den nye rapport, “Bedre vilkår for kultur og sundhed”, skarpt på hvor Christiansborgs magthavere bør lægge sine kræfter, for at opnå resultater, der er til gavn for hele landets mentale såvel som fysiske sundhed.

Op 100 aktører anbefaler at tænke kulturen ind i sundhedsområdet

Op mod 100 aktører i krydsfeltet mellem kultur og sundhed er blevet hørt i rapporten, og de gennemgående anbefalinger stiler direkte til magthaverne på Christiansborg.

Mere præcist bygger rapporten på en undersøgelse af kultur- og sundhedsområdet i Danmark og er baseret på vidensindsamling og erfaringsudveksling med centrale aktører gennem møderækker, spørgeskemaer og telefoninterviews.

Rapporten er udarbejdet af Anita Jensen, Martin Glaz Serup og Anéh Hajdu, der indledningsvist opridser hvad der er nødvendigt for at tackle mange forskelligartede udfordringer i social- og sundhedsområdet i Danmark - med kulturen som våben.

“Blandt centrale aktører med både praktisk og forskningsbaseret erfaring inden for kultur og sundhed, tegnes der et billede af mange forskellige kreative og innovative tilgange til trivsel og sundhed, som vi betragter som vigtige bidrag til at tackle de mange udfordringer i social- og sundhedsområdet i Danmark. De væsentligste tværgående udfordringer omfatter, at det er nødvendigt at skabe bæredygtige økonomier, sikre bedre vilkår for tværfaglige- og tværsektorielle samarbejder og et behov for ensartede evalueringsmetoder”, lyder det i rapporten.

LÆS OGSÅ: SAMFUND: Koda indfører nyt musikgenkendelsesværktøj

Tværgående agendaer og fælles handlinger

Rapporten sigter, som tidligere nævnt, efter at give “politiske anbefalinger til fremme af kultur- og sundhedsområdet”.


Øverst på listen over rapportens anbefalinger finder man det forhold, at staten i højere grad bør åbne op for “tværgående agendaer og fælles handlinger, som kan udfolde sig på tværs af adskilte politiske områder”.

Det kan blandt andet betyde, at praktiserende læger får stillet flere muligheder til rådighed, hvorfra de kan henvise borgere til relevante sundhedsfremmende tilbud, “herunde for eksempel gruppebaserede kreative aktiviteter”, lyder det i rapporten.

Derudover er der ifølge rapporten behov for en “samlende organisering”, der inkluderer hele kultur- og sundhedsområdet som varetager rådgivning af praktikere, fagprofessionelle, forskere og politiske udvalg.

LÆS OGSÅ: GAFFA SPØRGER POLITIKERNE: Katrine Daugaard (LA)

Uddannelsestilbud skal kigge mod kunsten og kulturens sundhedspotentiale

I rapporten anbefales også, at der på Christiansborg udvikles politikker, som understøtter nye partnerskaber mellem kulturinstitutioner, sundhedsaktører og andre organisationer, der kan samarbejde om tværgående projekter.

Det kunne ifølge rapporten for eksempel være samarbejder mellem museer/teatre og hosoitaler, mellem civile foreninger og både den primære og sekundære sundhedssektor, mellem uafhængige kunsthuse og ældreomsorgen, mellem biblioteker og socialpsykiatrien med videre.

Som et politisk værktøj fremhæver rapportens forfattere, at staten bør sætte skub i uddannelsestilbud og kurser, der understøtter videnskabelige metoder og bidrager med kompetencer til praktiske tilgange, teoretiske perspektiver og etik.

Konkret bør man altså udvikle uddannelsestilbuddene, læseplaner og tilskynde universitetsstuderende såvel som praktiserende læger og fagfolk til at kigge mod kunsten og kulturens sundhedspotentiale.

“Målet er at øge viden om praktisk organisering og evaluering af aktiviteter, hvor kunst, kultur og æstetik bidrager til at fremme sundhed, trivsel og livskvalitet,” lyder det i rapporten.

ANNONCE