Luna Melin Uth tager afsked med sit arbejde som taleskriver for Erhvervsministeriet og indtræder i ny stilling i musikbranchen
Luna Melin Uth starter på fredag som ny public-affairs-konsulent hos musikrettighedsorganisationen KODA. Det kan man i dag læse i et opslag på hendes LinkedIn-profil. Luna Melin Uth har indtil dette jobskifte arbejdet som taleskriver i Erhvervsministeriet, og hun skriver da også i selv samme opslag på LinkedIn, at hendes tid på Christiansborgs gange ikke er helt slut endnu:
- Her (KODA, red.) glæder jeg mig til at arbejde for et stærkere og bæredygtigt musikliv i spændingsfeltet mellem kulturpolitik, økonomisk politik, erhvervspolitik - og ja faktisk meget mere til. For Kodas indsatser spænder bredt. Jeg vil derfor fortsætte med det store smil på læben på Christiansborgs gange, på Slotsholmen, i mødet med samarbejdspartnere og interessenter nationalt såvel som internationalt, skriver Luna Melin Uth på LinkedIn.
Hun afslører ligeledes i kommentarsporet til opslaget, at hun selv har haft musik som en del af sin hverdag gennem flere år. Særligt i gymnasietiden, hvor hun spillede i big band og inden da gik på musikefterskole.