Nyhed

Ny gratis musikstreamingtjeneste klar i Danmark

Endnu en svensk streamingtjeneste ser dagens lys

Opdatering: Vi er blevet gjort opmærksom på en række ulovligheder i forbindelse med lanceringen af denne streamingtjeneste. Vi arbejder p.t. på en større uddybning af sagen. 

Tilbage i 2011 gjorde den enorme musiktjeneste Spotify sit indtog og vandt straks danske musikforbrugeres hjerter ved at tilbyde ubegrænset musik for blot lille sum penge om måneden eller helt gratis – dog med reklamer.

Sidenhen har en lang række lignende platforme også prøvet kræfter af med at komme ind på markedet, og i dag er nyheden også ude om, at der er en ny spiller på banen.


Den nye og gratis musikstreamingtjeneste hedder Onebas.com og er grundlagt af norske Cato Crogh, som hævder, at den digitale tjeneste er udviklet i lyset af både lytteres og musikeres præmisser i form af en fair og bæredygtig forretningsmodel, som det står i en pressemeddelelse.

Modsat de etablerede mastodonter er denne digitale musiktjeneste den første af sin slags, som tilbyder brugeren et ubegrænset kartotek af musik og musikvideoer helt gratis. Derimod koster det én dollar (omkring 7,5 kroner, red.) at downloade et album, hvor 70 procent går direkte til kunstneren:

”På ONEbas.com får alle kunstnere, uanset størrelse og popularitet, deres fulde del af omsætningen, uden at store internationale kunstnere kannibaliserer salget, hvilket er tilfældet på andre store musikstreamingtjenester,” siger grundlægger Cato Crogh i en pressemeddelelse.


Det er ikke nogen hemmelighed, at især Spotify har modtaget stor kritik fra musikbranchen, fordi de efter manges opfattelse underbetaler musikere, hvis arbejde er tilgængeligt på tjenesten. Dette anerkender Crogh og uddyber, at Onebas.com vil gavne musikerne gennem indtægt fra albumsalg:

”Med ONEbas.com vil vi give alle kunstnere en mulighed for at leve af deres musik. Alle kunstnere kan uploade deres musik for at sikre distribution og indtægt fra albumsalg. Vi ved også, at flere og flere kunstnere vælger at være selvstændige, så dette er en fremtidsrettet lytte- og distributionsløsning”

Du kan se, om Onebas.com er noget for dig lige her.


LÆS OGSÅ: Branchefolk raser over Spotify: "Griske og grådige"

ANNONCE