Nyhed

INTERVIEW: Statisk slipper ny single løs - og snakker med GAFFA

Du kan se den stemningsspredende musikvideo her

Det står alt andet end stille for Odense-duoen Statisk. Duoen, som udgøres af sanger og sangskriver, Mathias Ranch Skov, og producer og synthspiller, August Kulmann Halle, har således haft en travl sommer med en stribe koncerter på en lang række danske festivaler.

Nu viser det sig imidlertid, at Statisk faktisk også har fundet tid til at indspille ny musik. Bandet har nemlig netop offentliggjort deres nyeste nummer i rækken – nemlig singlen ”Leve af drømme”, der netop er udkommet.

- "'Leve af drømme' handler om at forstå livet og finde rundt i det. Sangen handler om at finde sine drømme og finde tryghed i hinanden – både som par, venner eller hvad fanden man nu er – og turde at stole på hinanden og turde at tro på drømmene og den forestilling man har om, hvad livet kunne være," fortæller Mathias Ranch Skov til GAFFA i anledning af udgivelsen.


I forhold til gruppens tidligere numre er der i ”Leve af drømme” skruet mere op for det melodiøse, og tonen afviger en smule fra den mere melankolske stemning, der er at finde i blandt andet ”Højhus” og ”Optur”. Det er dog ikke et bevidst valg. Gruppen laver nemlig bare, hvad de synes er fedt:

"Vi laver det musik, vi føler. Jeg tror ikke, der er en overordnet plan om, hvad vi prøver at ramme, eller hvor vi prøver at gå hen. Vi prøver at følge det, der rører os, når vi er i studiet, og når vi er i nuet. Så der er egentlig ikke en stor plan. Vi laver bare det, vi synes er fedt," understreger forsangeren af Statisk til GAFFA.

Odense-duoen har et helt album i støbeskeen, men datoen er dog ikke fastlagt endnu. Albummet handler i høj grad om dét kaos, der kan forekomme, når man er ung:


"Det handler meget om både livet, om opvækst og om følelser – i det hele taget mange af de tanker man går rundt med både som forvirret teenager og begyndende voksen," fortæller Mathias Ranch Skov og fortsætter:

"Ikke for at udelukke nogen tror jeg også, at vores generation bliver mere og mere ramt af psykiske problemer og har svært ved at finde en plads i en verden med så mange valg og så mange ting, så derfor håber vi også, at andre kan bruge pladen til et eller andet."

Du kan se musikvideoen til det stærke nummer ”Leve af drømme” herunder.


LÆS OGSÅ: STATISK-INTERVIEW: Statisk er lyden af et legerum

ANNONCE