Den odenseanske festival hylder diversiteten og fællesskabet
Sidste år løb musikfestivalen Resonator for første gang af stablen. Præmissen for arrangementet var simpelt – over fem dage havde man mulighed for at opleve musik fra alle verdenshjørner. Og i år gentager de successen fra den 8.-12. november.
Bag festivalen står det digitale nyhedsmedie med samme navn, som gennem artikler, anmeldelser og podcasts dækker historier og musikalske traditioner på nationalt såvel som globalt plan.
Til festivalen er der et fokus på rootmusik, hvilket også afspejler sig i det lineup, som netop er blevet offentliggjort. Programmet udfolder sig på de odenseanske spillesteder Dexter, Posten, Studenterhus Odense og på Kulturmagasinets scener Frølageret og Magasinet.
I en pressemeddelelse bliver det lovet, at man roligt kan glæde sig til festivalen, hvis man er én af de festivalgængere, som elsker at lade sig inspirere af og opsøge nye navne.
Lineuppet byder nemlig på verdensmusik fra blandt andet pakistanske Arooj Aftab, det japanske band Kuunatic og polske Hania Rani. Det fulde lineup kan du se nederst i artiklen.
“I en tid, hvor verden kan synes stor og usikker, er Resonator en vigtig festival. Her er udsyn og fællesskab - musikken skaber sammenhold! Vi er i bookinggruppen ekstremt stolte over at kunne præsentere et mangfoldigt og spændende program, der trækker alle verdenshjørnerne ind mod lille Danmark og tør udfordre os som publikum”, fortæller programchef for Kulturmaskinen Niels Christian Geil i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Selvom mange af navnene er store stjerner, er det ikke sikkert, at du kender dem, så vi kræver også en vis nysgerrighed af publikum. Til gengæld bliver det ét stort slaraffenland af smukke, skæve, sjove, vilde og rørende overraskelser. Vi glæder os helt enormt!”
Lineup til Resonator 2022:
Arooj Aftap / Kuunatic / Craig Leon / Afro Gitano / Klingra / Hania Rani / Wau Wau Collectif / Ifriqiyya Électrique / VÍÍK x Stundom / Thiago Nassif / Širom / Pongo / Azu Tiwaline / Ipek Yolu / Tuuletar / Sylfide (solo) / Twang / Bjonko / Oud & Voice / Trans-Aeolian Transmission / Resonators Folkebal / N.E. Girl
Du kan købe partoutbilletter til festivalen lige her.
LÆS OGSÅ: Odense får ny venuefestival