Nyhed

VIDEOPREMIERE: Esben Svane synger om den indre sabotør – angst og selvsabotage

GAFFA.dk – alt om musik

"Sangen handler om angsten og selvsabotagen, og hvordan ens virkelighed kan blive revet fra hinanden ud af det blå, men at man samtidig ikke vil lægge nogen til last.”

Sanger, sangskriver, multiinstrumentalist og producer Esben Svane er klar med en video til singlen "Sabotør" fra sit dansksprogede debutalbum Ikke et ord, der udkommer på fredag den 25. marts. Se videoen nedenfor.

Om sangen fortæller Esben Svane: “For et par år siden fandt jeg ud af, at jeg har angst, og at jeg har haft det i størstedelen af mit liv. Det gav mig en større selvforståelse, og jeg har sidenhen lært angsten bedre at kende og at arbejde med den, men jeg bliver stadig slået ud af kurs af den løbende. Sangen handler om angsten og selvsabotagen, og hvordan ens virkelighed kan blive revet fra hinanden ud af det blå, men at man samtidig ikke vil lægge nogen til last.”


”Sabotør” er skrevet i samarbejde med Ida Wenøe, der for nylig vandt en Danish Music Award for Årets Danske Roots-Navn. Som nævnt medvirker sangen på Esben Svanes dansksprogede debutalbum i eget navn, Ikke et ord, som udkommer fredag den 25. marts og er et konceptalbum, der behandler temaerne "forfaldet", "døden" og "kærligheden". 

Om videoen siger han: "'Sabotør' handler om nogle af de negative mønstre, man kan have i hovedet, som angst og selvsabotage. Andreas Haubjerg – instruktør og fotograf – og jeg havde lyst til at vise det på en lidt indirekte måde, så vi fik en idé om at gøre det med flotte billeder af ekspressiv dans i en ret minimalistisk setting, hvor Sebastian Tviis Jeppesen – danseren – har fået mere eller mindre frie tøjler til at fortolke teksten og sangen."

Esben Svane har tidligere været trommeslager i Melodi Grand Prix-vinderne A Friend In London, Den Fjerde Væg og Ulige Numre. Han har udgivet to engelsksprogede ep’er i eget navn samt to anmelderroste fuldlængdealbum under aliaset The Radar Post, hvor GAFFAs anmelder især var glad for det første. Som producer har han arbejdet med Kalaset, Søs Fenger, Ida Wenøe og Beinir med flere.


LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Hurra for de musikere, der tør indrømme deres sårbarhed

Se videoen til "Sabotage":


 

 

ANNONCE