Nyhed

SE VIDEO: Alex Cameron giver en lægemiddel-induceret skønsang

GAFFA.dk - alt om musik

Den snart album- og koncertaktuelle Alex Cameron har nu smidt tredje single ”K Hole” fra sit kommende album, der stilsikkert leverer lækre melodier og skæve tekster

Det er godt og vel to et halvt år siden, man sidst så en albumudgivelse fra den australske crooner, men meget længere skal man ikke vente, da vi nu har den seneste single ”K Hole” fra hans kommende udgivelse Oxy Music, der udkommer fredag d. 11 marts.

Som Cameron har bevist på tidligere udgivelser, såsom det anmelderroste Forced Witness, er der ingen som ham, når det kommer til balancegangen imellem absurde karakterportrætter og en stærk popsensibilitet. I ”K Hole” møder man en selvisolerende eskapist, der med en heftig omgang ketamin vil fortabe sig i fantastiske og forfærdelige vrangforestillinger. Musikalsk er denne historie akkompagneret af fugtige guitarer, lækre synthesizere og Camerons særligt raspende vokal.


I videoen, som er at finde ovenfor artiklen, ser vi Cameron blive sat i et medicinindiceret koma, og pludselig gå ned af en prædikestol, for så ene og alene at danse og synge fra K-hullets kirkegulv. Med den tredje og sidste single fra det kommende album begynder man nu at kunne danne sig et billede af, hvad Cameron mener med albumtitlen Oxy Music. Ikke nok med det fjollede ordspil på Bryan Ferrys ikoniske band; man kan se albummets tematiske fokus på det, som Cameron i en pressemeddelelse har kaldt ”generation selvmedicinering”.

Oxy Music er som sagt ude fredag den 11. marts, og forhåbentlig har folk tid nok til at lære teksterne inden hans koncert i DR’s koncerthus den 2. april, som man stadig kan nå at købe billetter til her.

LÆS OGSÅ: GAFFA’s femstjernede anmeldelse af den selvbevidste fizzkarl langt væk hjemmefra.


ANNONCE