Nyhed

Rock-kvartet vinder Dansk Melodi Grand Prix 2022

GAFFA.dk – alt om musik

For første gang i to år var der igen publikum på lægterne, da vinderen af det danske Melodi Grand Prix skulle findes. Årets sejr gik til girlbandet Reddi.

Det bliver bandet Reddi, der skal repræsenterer de danske farver, når Eurovision Song Contest 2022 til maj afholdes i italienske Torino.

Rockkvartetten bestående af Ihan Haydar på trommer, Siggy Savery på sang og guitar samt de to svenske musikere Agnes Roslund på guitar og Ida Bergkvist på bas snuppede finalesejren foran gruppen Conf3ssions og duoen Josie Elinor & Jack Warren. Inden da havde alle tre sange klaret cuttet til finalen og parkeret velkendte navne som Patrick Dorgan og Juncker uden for finalefeltet.


Vindernummeret ”The Show” er et powerhit med knald på det instrumentale, som de fire kvinder selv spillede live på scenen. Nummeret er skrevet i samarbejde med velkendte og prominente navne i form af Julia Fabrin, Remee og Chief 1.

Folkefesten tilbage i Herning

Der havde været genvalg til værtsrollerne, hvor Martin Brygmann og Tina Müller styrede slagets gang i et fyldt Boxen i Herning, og for første gang i to år var det med fyldte stolerækker og glade ansigter i salen. Foruden de otte optrædende kunne de mange tusinde gæster glæde sig over en flot ABBA-hyldest i pausen med fint besøg af både Caroline Henderson og Stine Bramsen, der fik store klapsalver med på vejen.


I sidste ende var det dog Reddi, der løb med det største bifald, da det stod klart, at det bliver kvartetten der skal få de danske flag helt til tops. I første omgang skal de dog klare sig igennem semifinale 1 tirsdag d. 10. maj, inden finalen forhåbentlig venter lørdag d. 14. maj 2022.

LÆS OGSÅ: Eurovision-vinder tvunget til at flygte ud af Ukraine

Hør "The Show":

 


 


ANNONCE