GAFFA.dk - alt om musik
I forbindelse med udgivelsen af deres nyeste single ”Magenta Mountain” har de australske syrerockere også annonceret deres næste album Omnium Gatherum, der udkommer den 22. april.
I løbet af de sidste to års pandemitid har nogle bands holdt tilbage med at udgive ny musik, eller i hvert fald villet time udgivelser med kommende koncertmuligheder og festivalsæsoner. I modsætning til dette har King Gizzard & The Lizard Wizard som altid ikke kunnet sidde stille, da de i løbet af de sidste to år har udgivet fire studiealbums, to livealbums, et remixalbum og en ep i samarbejde med Tropical Fuck Storm.
Nu byder de så på singlen ”Magenta Mountain”, hvor en væsentligt anden stemning og musikalitet lader sig udfolde i forhold til første single. Her får vi den mere nedtonede side af bandet, hvor trommerytmerne har en væsentligt roligere og meditativ karakter, og lydbilledet i langt højere grad lader sig dominere af synthesizere, præget af melodier der trækker mere i retning af sydøstasiatisk musikkultur. Her byder Mackenzie også på en væsentligt mere drømmende stemmeføring, der passer som hånd i handske med resten af nummeret. Som bandmedlem Ambrose Kenny-Smith har udtalt i forbindelse med singlen:
”Kender du det, når du har en virkelig underligt livlig drøm, og den bare sidder fast som lim? En dag kom jeg i studiet, og Stu (Mackenzie, red.) forsøgte at skrive en af dem ned. Han kunne ikke snakke om andet end dette paradis ved navn ”Magenta Mountain” som han havde set, men ingen af os troede på ham. Siden da har han forsøgt hver dag at overbevise os om stedets virkelighed, og en dag vil han nok lykkes med det.”
Tidligere på måneden blev vi mødt med det 18 minutter lange kaostrip ”The Dripping Tap”, der byder på høj-tempo krautrock smadder med rullende trommer, guitarer, der skyder i seks forskellige retninger, mundharmonika der hviner ind og ud af lydtæppet og Stu Mackenzies karakteristiske lo-fi vokal, der i det meste af nummeret gentager linjen ”Drip, drip from the tap don’t slip / Drip, drip from the tap don’t slip on the drip”. Et nummer, der på mange måder minder én om deres ikoniske 2013 nummer ”Head On/ Pill”.
Med udgivelsen af "Magenta Mountain" har bandet også udsendt en liveoptagelse fra deres Timeland-festival, der kan ses over artiklen. Ud over det har de, som nævnt tidligere, annonceret at deres kommende album Omnium Gatherum har udgivelsesdato den 22. april, ligesom de har offentliggjort tracklisten.
Tracklisten for Omnium Gatherum:
01 “The Dripping Tap”
02 “Magenta Mountain”
03 “Kepler-22b”
04 “Gaia”
05 “Ambergris”
06 “Sadie Sorceress”
07 “Evilest Man”
08 “The Garden Goblin”
09 “Blame It On The Weather”
10 “Persistence”
11 “The Grim Reaper”
12 “Presumptuous”
13 “Predator X”
14 “Red Smoke”
15 “Candles”
16 “The Funeral”
LÆS OGSÅ: Rocken er hverken død eller levende.