Nyhed

Kanye West midlertidigt udelukket fra Instagram

GAFFA.dk - Alt om musik

Rapperen er nu suspenderet fra Instagram i 24 timer grundet hadefuldt sprog

Det er efterhånden gået de færreste næser forbi, at Kanye West den seneste tid har brugt Instagram til at lange ud efter ekskonen Kim Kardashian og hendes nye kæreste, komikeren Pete Davidson. Efter det seneste hadefulde post mod ”Skete”, som West kalder ham, samt angreb mod andre prominente afro-amerikanske komikere, har Instagram valgt at suspendere rapperens adgang til det sociale medie i 24 timer.

Ifølge en artikel fra Rolling Stone fortæller en talsperson fra Meta (Instagram og Facebooks paraplyselskab), at brugeren @kanyewest er blevet suspenderet i de førnævnte 24 timer for gentagen overtrædelse af mediets regler for mobning, chikane og hadefuldt sprog. West, der nu går under navnet Ye, vil ikke kunne lave opslag, kommentere eller sende private beskeder i denne tid. Derudover har Instagram fjernet det indhold, de mener overtrådte platformes regler. Dette inkluderer blandt andet et opslag med racistiske skældsord rettet mod The Daily Show-værten Trevor Noah, der kommenterede Wests udbrud i det populære talkshow.


Truslerne mod Pete Davidson inkluderer en claymation-musikvideo til Yes seneste single ”Eazy”, hvor han tilsyneladende kidnapper og myrder Saturday Night Live-komikeren. Derudover er der de kontinuerelige opslag på Instagram med tekster som ”virkelig bange for, at SKETE får mine børns mor hooked på stoffer” fordi ”han er i rehab hver anden måned” og ”sig undskyld til din familie for at være en del af din familie”.

Ifølge det engelske medie NME har Pete Davidson sidenhen svaret tilbage efter at have holdt lav profil under hele miseren. Kanye West har delt private beskeder fra Davidson, hvor komikeren forsøger at forsone, men til ingen nytte. Nu har han selv grebet telefonen og tage til genmæle: "Jeg har besluttet, at jeg ikke vil lade dig behandle os sådan længere, og jeg er færdig med at være stille," siger Davidson. Som svar spurgte West, hvor han var, hvortil Davidson sendte et selfie af ham og Kardashian i sengen med teksten "i seng med din kone"

Davidson har gjort yderligere forsøg på at arrangere et fysisk møde, så de to kan få afsluttet deres beef. Davidson skriver: "Jeg er i LA i dag, hvis du gider stoppe med at være en lille internet bitch boy og snakke... Du skræmmer mig ikke, bro. Dine handlinger er tøsede og pinlige. Det er så sørgeligt at se dig ødelægge din arv på daglig basis." West forsøgte at invitere Davidson til en af sine Sunday Services-koncertgudstjenester, hvilket Davidson mente var for offentligt og et forsøg fra rapperens side på mere opmærksomhed og presse. 


Det har ikke været muligt at få en udtalelse fra West eller omkringstående om den nylige suspendering. Metas talsperson fortæller, at de overvejer yderligere handling, hvis rapperen fortsætter sin opførsel.

LÆS OGSÅ: LEDER: Kanye Wests deroute er ikke en sjov historie fra kendisland – det er gravalvorligt

ANNONCE