Nyhed

Action Bronson med flere indtager københavnsk scene

GAFFA.dk - alt om musik

Hiphopperen hopper på scenen på TAP1 i København med yderligere to supportnavne

Den 9. juni headliner Action Bronson et hiphop-lineup på TAP1, som opvarmes af henholdsvis Earl Sweatshirt og The Alchemist.

Navnet på turnéen er ÑBA Leather World Tour. New York-rapperen og mad-connoisseur Action Bronson besøgte sidst København i 2015, da han optrådte i Store Vega. Forinden da havde han spillet på Roskilde Festival ad flere omgange.


Headlineren har udgivet seks album. 2015-pladen Mr. Wonderful ramte en syvendeplads på Billboard 200, og en af hans mest streamede singler er “Baby Blue” med Chance The Rapper, hvilken i skrivende stund har over 130 millioner streams. Action Bronsons seneste single, “Only For Dolphins”, udkom i 2020.

Earl Sweatshit fik sit gennembrud ved udgivelsen af sit mixtape Earl i 2010, da han var 16 år. Debutalbummet Dorris og efterfølgeren I Don’t Like Shit, I Don’t Go Outside høstede også fornuftige anmeldelser hos GAFFA. Han har bevaret momentum med sit seneste album SICK!, som udkom i marts 2022 og fik fem stjerner fra vores anmelder.

Manden bag The Alchemist kendetegnes ved sin brug af samples og referencer til soul-genren. Som producer har han endvidere lavet beats til Lil Wayne, Kendrick Lamar, Nas, Ghostface Killah og Mobb Deep. Han har desuden samarbejdet med Action Bronson ad flere omgange.


LÆS OGSÅ: Mesterkokkens sjuskede hofret

Triplekoncerten finder sted på TAP1 i København den 9. juni. Billetsalget starter den 1. april kl. 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.

Varm op med 2014-hittet "Easy Rider":


ANNONCE