Harry's House hitter massivt i store dele af verden
Harry Styles har med sit nye, tredje soloalbum Harrys' House slået flere hitlisterekorder, skriver NME. Albummet gør ham til den første britiske mandlige kunstner, der går direkte ind på toppen af den amerikanske albumhitliste med sine første tre album i træk, ligesom det er det bedst sælgende album i USA på en uge med en britisk mandlig kunstner, siden hitlisteanalysefirmaet Nielsen Music begyndte at opgøre hitlister elektronisk i 1991. Albummet har solgt over 500.000 enheder i USA på en uge. En enhed er enten et fysisk eller digitalt køb, 10 downloads eller 1500 streams, hvor hver sang tæller et stream.
Harry's House er også det hurtigst sælgende vinylalbum i USA siden 1991 med 182.000 solgte eksemplarer på tre dage og slår dermed Taylor Swifts hidtidige rekord fra sidste år, hvor hendes Red (Taylor's Version) solgte 114.000 eksemplarer på tre dage.
I USA ligger fire af singlerne fra albummet for tiden i top 10 på hitlisten, og Styles er den første kunstner til at have fire singler i top 10 i USA siden The Beatles i 1964.
I Storbritannien er albummets årets hurtigst solgte med 61.000 fysisk og digitalt solgte eksemplarer på en uge. Heraf er de 36.000 vinylplader, og dermed er udgivelsen det bedst solgte album i Storbritannien på en uge siden årtusindskiftet. I Storbritannien ligger tre af singlerne fra albummet, "As It Was", "Late Night Talking" og "Music for a Sushi Restaurant", lige nu nummer 1, 2 og 3 på hitlisten, og det er tidligere kun sket for to kunstnere.
Endelig ligger Harry Styles samtidig på førstepladsen på både album- og singlehitlisten i usædvanligt mange lande, nærmere betegnet USA, Storbritannien, Canada, Tyskland, Australien, Holland, Italien, Irland, New Zealand, Schweiz og Belgien, og det er i alle tilfælde singlen "As It Was", der ligger på førstepladsen. Sangen har også toppet hitlisterne i Norge, Finland og Danmark, men gør det altså ikke i denne uge, hvor albummet Harry's House også går ind som nummer 1 herhjemme. I denne uge toppes singlehitlisten i Danmark dog af Tobias Rahim og "Mucki Bar".
GAFFAs anmelder var ganske glad for Harry's House.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Et afmålt visit hos en ægte popstjerne
Harry Styles giver en forlængst udsolgt koncert i Royal Arena 3. juli.