Den finske orienteringsløber Anton overstrålede alt og alle på årets nøgenløb under høj sol og en massiv pressestorm.
Stemningen på Roskilde Festival er på lavblus. Solen bader ned med et UV-indeks på 7, og de mange gæster er bestemt mærket af snart en uges fester og musik. Derfor har det traditionelle nøgenløb da heller ikke det samme træk som flere år forinden. Der er måske her en sammenhæng med det tidlige eftermiddagsprogram på festivalen, som i år er ganske tætpakket.
I hvert fald er der op til løbet næsten en større skare af presse end publikum, som med bestandig iver lægger sig til rette omkring Dream Citys løbebane langs det afskærmede område, der efterhånden næsten har et rituelt islæt over sig. Rene Fredensborg går ude på løbebanen og kommenterer banens omfang og længde ifølge med Ekstra Bladet, alt imens ikke mange flere en,d omtrent seks dusin reelle tilskuere har sat sig på plads i banens omkreds. Dækningen er stor, historien mindre.
Men traditioner skal holdes i hævd. Og årets løb bærer også præg af en gensynsglæde, da de stolte løbere entreer banen til jubel og begejstring. Just inden deres ankomst har en finne taget plads ved mit selskab. Han hedder Joni og fortæller mig, at han af sine elever han tutorer på universitetet er blevet indbudt til at komme til Danmark og festivalen. Han har taget sin ven Anton med, og de to kammerater blev på vej ind på festivalens første dag fortalt om det her skøre danske ritual kaldet nøgenløb. Anton beslutter sig samme dag for at melde sig til løbet og Joni er trådt til for at støtte sin kammerat:
”Vi er finner. Skøre og krævende konkurrencer som det her ligger bare i vores blod,” fortæller han mig. Anton pryder også det farverige felt af løbere iklædt en hvid kappe, hurtigsolbriller og et orange pandebånd. ”Han er her for at vinde, og det kommer han også til. Han løber orienteringsløb til daglig hjemme i Finland, og han er et ekstremt konkurrencemenneske,” fortsætter Joni og udråber uden tøven sin kammerat som klar favorit i løbet.
Feltet ser ellers stærkt og fit ud med både rumvæsener og grønmalede kvinder, der alle ser ud til at kunne håndtere en spurt problemfrit. Før løbets startskud byder camp-arrangørerne til noget fælles opvarmning for alle løberne. Lidt anstrengt i den varme hede indvilliger deltagerne i at lave squats og sprællemænd, så tilskuerne kan få mest muligt bar hud at se forud for start.
Efter dette lige lovlig lange optrin gør løberne klar til start. Og sandtfordydeme om ikke kære Anton fra Finland virkelig spankulerer afsted i front. Efter en smule tilløb mellem de tre forreste er der efter en halv omgang ikke ret meget tvivl om finnens overlegenhed til Jonis store begejstring. Som en anden nordisk Usain Bolt får han kæmpet sig igennem de to runder med legende lethed i en tid på 1 minut og 30 sekunder. Sejren kom således i hus uden videre besvær, alt imens andre deltagere er kollapset ved løbets målfelt.
Efter at have poseret for kameraerne bekræfter Anton sin dragning imod de ekstreme aktiviteter: ”Der sker så mange skøre ting på Roskilde. Og hvad jeg ved af er der i hvert fald ikke nøgenløb i Finland som det her” udtaler han til den fremmødte presse. ”Det her var i det hele taget en unik oplevelse, så jeg var bare nødt til at være med.” At han decideret var gået efter at vinde, som Joni havde udlagt det, kunne Anton dog ikke andet end bekræfte:
”Jeg er helt sikkert konkurrencemindet. Når du løber orienteringsløb (dog ikke nøgen) og laver al anden slags konkurrencesport, kanaliserer du det naturligt over i alt andet i livet. Derfor nyder jeg også de her mere afslappede konkurrenceformer.” Da sejren udløste en billet til næste års festival, var han da heller ikke afvisende over for at skulle sætte sine hud og lemmer på prøve igen: ”Nu har jeg billetten. Så bliver jeg jo nødt til at overveje det.”
Men to vindere er da stadig. Og Sofie fra København, som kom i mål små ti sekunder efter Anton, var bestemt også glad, men kunne dog godt mærke heden og de ekstra udfordringer fra arrangøren: ”Det var megasjovt at være ude at løbe, også bare fordi folk var sindssygt trætte oven på alle festivaldagene. Personligt gik det okay, men jeg kunne godt mærke, at nogle løbere begyndte at miste fart omkring anden runde. Men jeg var heller ikke så stor fan af opvarmningssessionen, så jeg må lige overveje, om jeg skal med igen næste år.”
De hårde skavanker ændrede dog ikke hendes overordnede begejstring for løbets forløb: ”Jeg synes, løbet var sindssygt sjovt. Der var mega god stemning blandt løberne op til start. Det var bare virkelig grineren.”
Tilbage var der kun for vinderne at fortsætte med at posere for diverse kameraer. Først her lægger Joni mærke til alle kameraerne og spørger ængsteligt, om medierne faktisk dækker løbet i Danmark. Med et smil på læben og en stolt kammerat ved skulderen takker Joni og Anton dog af for i dag. Og således blev højtidelige nøgenløb genfødt på Roskilde Festival efter to års pause ført an af et finsk lyn i spidsen.
