Nyhed

Nitzer Ebb giver dansk koncert

GAFFA.dk – alt om musik

Den engelske industrial/EBM-kvartet giver koncert i Studie 2 i DR Koncerthuset lørdag den 16. april

Den engelske kvartet Nitzer Ebb blev dannet i 1982 i Essex og udsendte i 1985 deres debutsingle, "(Isn't It Funny How Your) Body Works". I starten af deres karriere fandt bandet inspiration i post-punk-scenen og bands som Siouxsie and The Banshees, Killing Joke og Bauhaus. De var dog også påvirket af den elektroniske musik, og deres blanding af post-punk og elektronik med et militant udtryk har gjort dem til stilskabere inden for genrer som industrial og EBM (electronic body music, ikke at forveksle med EDM).

I 1986 skrev Nitzer Ebb kontrakt med pladeselskabet Mute Records, der blandt andet var kendt for at udgive Depeche Mode, og året efter udgav de deres debutalbum, That Total Age. Samme år blev de inviteret til at varme op for Depeche Mode på Europa-delen af deres særdeles succesfulde Music for the Masses-tur, og det var med til at give Nitzer Ebb et pænt gennembrud. Siden fulgte yderligere fire album og udskiftninger i lineuppen, inden bandet gik hver til sit i 1995.


I 2006 blev gruppen genforenet, dog kun med tre af de fire oprindelige medlemmer, og i 2010 udgav de et nyt album. I 2018 blev bandet så gendannet med de oprindelige medlemmer David Gooday, Simon Granger, Douglas McCarthy og Bon Harris i forbindelse med en verdensturné i 2018 og 2019. Sammen med annonceringen af verdensturnéen udgav Nitzer Ebb et bokssæt, der strækker sig over perioden 1982-2010 og indeholder alle deres album, nyt visuelt materiale og noter fra Douglas McCarhy og Bon Harris.

Bandet har i alt spillet 11 gange i Danmark, senest i Store Vega i januar 2020, hvor GAFFAs anmelder uddelte fire stjerner.

LÆS OGSÅ: LIVEANMELDELSE: Nitzer Ebb – remixed


Før koncerten talte vi desuden med bandets forsanger, Douglas McCarthy:

LÆS OGSÅ: NITZER EBB-INTERVIEW: ”Vi holder sammen, uanset om tiderne er gode eller mindre gode

Billetsalget begynder torsdag den 6. januar via www.drkoncerthuset.dk


Varm op med klassikeren "Murderous" fra 1987:

ANNONCE