Nyhed

Mette Frederiksen sagde farvel til nedlukning med Sebastian-koncert

GAFFA.dk – alt om musik

Sebastian Band er på 50 års jubilæumsturné dette forår og fik fint besøg til premieren

Som bekendt forsvinder stort set alle corona-restriktioner tirsdag den 1. februar, og statsminister Mette Frederiksen tog hul på glæderne ved at tage til koncert med Sebastian, der indledte sin udsatte 50 års jubilæumsturné med band i aftes på Portalen i Greve. Her skulle man stadig sidde ned efter de gældende restriktioner, hvilket man dog også plejer at skulle til Sebastians koncerter.

Mette Frederiksen skriver på Facebook:


"Når lyset bryder frem. Dejligt at være til koncert igen. Oplevede i går den smukkeste aften i Sebastians selskab. Og så jeg fik mulighed for at sige en helt særlig tak. ”Du er ikke alene”. Sådan sang Sebastian, da jeg på vegne af Danmark gav Godhavnsdrengene deres længeventede undskyldning. I det øjeblik satte musikken ord og følelse på det hele. Det var et stærkt og rørende øjeblik. Og en smuk påmindelse om, hvad det er kulturen kan. Vi har brug for kulturen til at samle os. Til refleksion, håb og trøst. Jeg har lyttet til Sebastian hele mit liv. I solskin og gråvejr. Som ung og som voksen. Tak for det hele, Sebastian. Mine yndlingsnumre er “Her er en sang”, som er en af de gamle. Fra 1977, hvor jeg selv blev født, og så så en af de nye “Lille hjertesang”.

Mette Frederiksen fik også taget en selfie med Sebastian og resten af det store band, der fortsætter turnéen til og med begyndelsen af marts. Oprindeligt skulle turnéen have fundet sted i 2021, hvor det skulle markere 50-året for Sebastians debutalbum, det engelsksprogede The Goddess, men nu markerer det i stedet 50-året for hans gennembrud med det dansksprogede Den store flugt – siden har alle hans albums været på dansk.

LÆS OGSÅ: GUIDE: Her er februar måneds mest spændende koncerter

ANNONCE