Nyhed

Kasper Winding annoncerer første album i seks år – med markante gæster

GAFFA.dk – alt om musik

Det coronapåvirkede The Test of Time part 1 udkommer 28. februar

Den særdeles erfarne sangskriver, sanger, musiker og producer Kasper Winding annoncerer sit første album i seks år, The Test of Time part 1, der udkommer 28. februar.

Albummet er inspireret af coronapandemien, sådan som den blev oplevet i Paris, hvor Winding har været bosat i mange år. En sted, hvor man under den mest omfattende nedlukning ikke måtte bevæge sig længere end halvanden kilometer væk fra sit hjem, skulle bære mundbind på gaden og udfylde sedler bare for at gå til bageren efter brød.

Samtidig var det også en verden uden deadlines eller arbejdsmæssig stress, hvilket gav en ny frihed, fortæller Kasper Winding i en pressemeddelelse:


”Jeg begyndte bare at skrive uden nogen plan om, at det skulle udvikle sig til en plade, og efterhånden opstod der en historie i sangene. Jeg har virkelig nydt processen meget, og i første omgang er det jo i bund og grund en plade, jeg mest af alt har lavet til mig selv. Den eneste udvej, jeg kunne se under lockdown, var at lege totalt igennem, grave dybt og derved finde ind til min kerne. Uden at forholde mig til hverken mine egne forventninger eller andres regler.”

For første gang, siden han var 15 år, er Kasper Winding ikke tilknyttet noget stort pladeselskab, så han har haft fuld kunstnerisk frihed, hvilket har givet ham lyst til at lege.

”Uden leg flytter musikken sig ikke. Den bliver bare flad og forudsigelig. For mig har arbejdet med denne her plade handlet om lege og få det meste ud af det, der lå lige foran mig: instrumenter, familie og venner – nye som gamle – og invitere lytteren med ind i legen. Vi har haft nok begrænsninger”, fortæller Kasper Winding og tilføjer, at den tekstmæssige røde tråd er ”håbefuld ensomhed”:


”I arbejdet med musikken har jeg kunnet mærke en trang til forandring, en trang til at gøre tingene på en anden måde. Ikke kun i kunsten, men også i måden, jeg lever mit liv på. Der er opstået nye tanker og håb om, hvad vi skal bruge fremtiden til.”

Helt alene har Kasper Winding dog ikke været på albummet, for sangene er blevet skabt i samarbejde med gamle venner som Thomas Blachman og Bo Rande, nyere kollegaer som Mads Langer, Oh Land og Selma Judith, og så har børnene Pablo og Polly også bidraget til albummet.

Kasper Winding indledte karrieren som trommeslager og percussionist i begyndlelsen af 70'erne, hvor han indspillede med så store navne som ABBA, Philip Glass, Barry White og mange flere, ligesom han var medlem af jazz-funk-gruppen Buki Yamaz og senere indspillede med blandt andre Rolling Stones og Shu-Bi-Dua.


I 1980 udgav han sit første soloalbum, Kick, og han har siden udsendt yderligere ni soloalbum i eget navn på både engelsk og dansk samt flere andre projekter. Han har også produceret for talrige kunstnere, blandt andre Gangway, Caroline Henderson og C.V. Jørgensen. Blandt hans største hits kan nævnes "Lidt til og meget mere" (med C.V. Jørgensen, 1978), "Sjæl i flammer" (med Lars Muhl, 1987) og "Kom nu hjem" (1989).

GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen var godt tilfreds med Windings seneste album, Fuck Art Let's Dance (2016), som blev tildelt fire stjerner og blandt andet følgende ord:

"Fuck Dance Let's Art er lavet i samarbejde med den unge franske sangerinde Lola Delon, og med hendes klare vokal får Kasper Windings sange for alvor luft under vingerne. Hvor det med hans egen vokal bliver en anelse utilnærmeligt, så har Lola Delons sang en dejlig umiddelbarhed over sig, og det kommer der iørefaldende popmusik ud af, som i den forførende "I’m A Big Girl Now". Læs hele anmeldelsen her.


ANNONCE