GAFFA - alt om musik
Det sker i Musikkens Hus 9. juni
Der er dem som vil hævde, at episk filmmusik for symfonisk orkester ligger i udkanten af GAFFAs dækningsområde. Ikke desto mindre har de såkaldte filmkoncerter oplevet en tiltagende succes de senere år, hvor stjernekomponister som Ennio Morricone, Girgio Moroder og Hans Zimmer har trukket fuld sale med deres populære filmmusik.
Herhjemme har Musikkens hus i Aalborg markeret sig stærkt på feltet, eller som direktør i Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester, Lasse Rich Henningsen, formulerer det i en pressemeddelelse:
- Filmkoncerter er vokset meget i popularitet, siden vi som nogle af de første i Danmark introducerede konceptet herhjemme, og derfor er vi også utroligt glade for at have sikret os rettighederne til endnu en prisvindende film. Gladiator har længe stået øverst på ønskelisten over filmkoncerter, og det glæder mig, at vi nu kan fortsætte vores ambitiøse samarbejder og udbrede endnu flere stærke filmkoncertoplevelser på tværs af Norden.
LÆS OGSÅ: Hans Zimmer udskyder dansk koncert – igen
9. juni kan man nemlig opleve Aalborg Symfoniorkester fremføre Hans Zimmer og Lisa Gerrards musik fra Ridley Scotts nyklassiker Gladiator fra 2000 - hvorefter koncerten turnerer i de øvrige nordiske lande. Der bliver tale om en storladen symfonisk oplevelse, som lægger sig i forlægelse af tidligere succeser med Harry Potter-filmkoncerter og en koncert med musikken fra den romantiske filmkomedie Love Actually.
- Filmkoncerter er en fantastisk mulighed for at kombinere en filmoplevelse med spektakulær musik, og med Gladiator kan publikum se frem til et historisk drama med fortryllende musik, der bliver spillet live af Skandinaviens bedste orkester. Jeg ser selv umådeligt meget frem til at blive blæst bagover af filmen og musikken, siger Lasse Rich Henningsen.
Et projekt, som til gengæld aldrig så dagens lys, var rocklegenden Nick Caves opfølger til den oprindelige Gladiator-film. Cave - som har arbejdet på adskillige filmprojekter gennem karrieren - skrev manuskriptet, og har også fortalt ganske detaljeret om det fantasifulde plot. Tilsyneladende lykkedes det dog aldrig at rejse pengene til det ambitiøse projekt, som endte med at blive skrinlagt.
Der er billetsalg til Aalborg-koncerten fra 7. marts via musikkenshus.dk