Nyhed

Smukfest: Vores unge frivillige arbejder hårdt - og de fester hårdt

Vi har talt med Smukfests kommunikationschef om en frivillighedskultur i forandring

Vi har stadig Tønder og et par mindre festivaler til gode. På landsplan lakker festivalsæsonen imidlertid mod enden, og i GAFFAs augustnummer - som allerede er på gaden - sætter vi fokus på en frivillighedskultur i forandring. 

I år har de store festivaler nemlig for første gang oplevet problemer med at skaffe nok frivillige. To års coronakrise udgør en del af forklaringen, men der er mere på spil.

I hele samfundet er det frivillige engagement i forandring, og det stiller nye krav til de organisationer, som lever af, at folk vælger at arbejde gratis for en god sag eller et festivalarmbånd.


Vi har talt med Randi Rehmeier, kommunikationschef ved den netop overståede Smukfest, om tendensen.

En dejlig bonus

Handler den her tendens om øget individualisering, og dermed mindre vilje til at indgå i forpligtende fællesskaber? En konference om emnet i 2021 pegede på, hvordan unge søger i retning af et mindre forpligtende, mere ad hoc-agtigt, frivilligt engagement – hvad tænker du om det?

– Hvis det er sådan, at mennesker i højere grad søger mere uforpligtende fællesskaber, er en festival som Smukfest ikke et dårligt valg. Man kan vælge at komme her, løse en opgave og få sin billet. Og det gør mange hvert år. Men man kan også blive en del af et fællesskab – og vi kan se, at det sker for mange, og det er ikke altid planen, men en dejlig bonus ved at være frivillig på Smukfest.


Kan det også handle festivalernes historiske bevægelse væk fra græsrodsniveauet og op på et professionelt niveau? At afstanden mellem festivalledelse og frivillige er blevet større?

– Når en festival er helt ny – om det så var i 1980 eller i 2022 – er der nok ofte kortere vej fra idé til beslutning. Men selv en forening som Skanderborg Festivalklub med 16.000 medlemmer har gode muligheder for indflydelse, hvis man brænder for noget, der er relevant for festivalen.

Mange krav

På rockmuséet Ragnarocks udstilling "Roskilde festival 50 år" står der et sted – i den del af udstillingen, som handler om de frivillige – "forholdet mellem frivillige og festivalledelse er ikke altid de bedste. Kontrol og styring er skruet højere og højere op. Det meste af skemalagt og aftalt”


Hvad tænker du om den fremstilling? Er det også en faktor, at det at være frivillig i en professionaliseret sammenhæng kommer til at føles betænkeligt meget som at gå på almindeligt arbejde?

– Det er bestemt en risiko, fordi en stor musikfestival i dag er nødt til at være meget professionel. Vi er underlagt mange krav fra myndighederne og Skanderborg Kommune, der er aftaler med naboer, samarbejdspartnere og så videre. Så sekretariatet har etableret en firkantet ramme, som frivilligheden kan være rund indenfor. Der er et trygt rum, hvor man som frivillig kan tænke selv, være kreativ og sætte sit aftryk.

– Det føles IKKE som at gå på almindeligt arbejde, når man er frivillig på Smukfest. Hvis man oplever dét, så kommer man selvfølgelig ikke igen. Vi har mange højt specialiserede mennesker, som ikke er narkoselæger, datawarehouse-konsulenter eller rekrutteringschefer her – men har en fest med at tjekke rygsække i indgangen, køre varer fra A til B i kulissen eller skrive numre med sprittusch på 6500 Hotelte.

– På samme måde kan tømrerlærlingen prøve at være leder på Smukfest, og sådan er der plads til snart sagt en hvilken som helst motivation hos os. Der er ikke noget, der er finere end andet, bare man gør sit bedste og er flink.


Fester hårdt

Det er et interessant paradoks, at vi har en ungdomsgeneration, som forekommer særdeles idealistiske og engagerede omkring for eksempel klimaet – samtidig med, at de er mindre tilbøjelige til at indgå i traditionelt, frivilligt arbejde. Hvad tænker du om det?

– Det er ikke umiddelbart en præmis, vi kan genkende på Smukfest. Cirka 7000 af de 16.000 frivillige her er under 30 år, og de fleste er enormt engagerede. Både i deres konkrete opgave, men helt klart også i det sociale fællesskab. De arbejder hårdt, og de fester hårdt.

– Vi ser en ungdomsgeneration, som vil noget i og med verden, og det kommer måske til udtryk på lidt andre måder, end det var tilfældet for 30 år siden. Men de vil gerne bidrage, gøre en forskel og være sammen.


ANNONCE