Nyhed

Hør ny single fra Stranger Things-stjernen Jamie Bower

Countryrockeren ”I Am” er Jamie Bowers fjerde singleudgivelse i år

”I Am” udkom i fredags (12. august), og nummerets mørke lyd og tekst inviterer ind i et dystert univers med død og religion som omdrejningspunkter. Dette afspejles også i nummerets tilhørende musikvideo, der er instrueret af brødrene Vicente og Fernando Cordero.

Her bliver Bower portrætteret igennem to roller, der ifølge en pressemeddelelse, her citeret fra NME, viser ”en prædikant ved prædikestolen, der udfører en lidenskabelig liturgi for en egensindig forsamling, der snubler ind i kapellet”.

Ifølge Bower forestiller dette ”en uhyggelig fremstilling af at blive konfronteret med sit indre”.


For at forberede sig til musikvideoen og komme ud af sin vante rolle som Vecna i successerien Stranger Things, har Bower efter eget udsagn lyttet til Placebos coverversion af Kate Bushs ”Running Up That Hill (A Deal With God)."

Kate Bushs originalversion har for nyligt oplevet en overvældende renæssance, efter at nummeret blev brugt som en del af soundtracket til netop Stranger Things.


Bower har tidligere været frontmand i punkbandet Counterfeit, og tilbage i april udgav han som soloartist årets første single, ”Crow”, der i maj blev efterfulgt af ”Run On” (med King Sugar) og ”Devil In Me”.

Bower har udtalt til NME, at han nyder det kreative rum, han befinder sig i som soloartist, hvor han udfolder sig kreativt igennem sin mavefornemmelse og intuition.

ANNONCE