GAFFA.dk - alt om musik
Ugens afsnit af GAFFAs hiphop-podcast Dråben er klar
Ugens gæst er den albumaktuelle hiphop-artist såforsatan, som udgav sit debutalbum snoet rundt om fingeren den 8. april. Samtalen går på tilblivelsen af musikken og albummet, idéen med at lave et album frem for en ep samt hans generelle sangskrivningsproces.
I podcasten taler såforsatan med Dråbens Loui Bosch-Fellah og Emil L. Seest om, hvorfor han valgte at træde frem med begge ben og udgive et debutalbum i stedet for at udkomme med en mindre omkostelig ep. Om at fortælle hele sin historie frem for at halvere den.
såforsatan beskriver det ulykkelige og melankolske tema, som musikken vækker genlyd i. Fra hans egne erfaringer, men han bliver også inspireret af de oplevelser, hans venner gennemgår. Eksempelvis efter en ægte smadretur i byen, hvor hans kammerat bliver slået af en politibetjent.
Han vil gerne være ligeglad med anmeldelserne, men musikken betyder så meget for artisten, at han erkender, det kan påvirke ham. såforsatan vil desuden hellere have én stjerne end tre, for så ved han, at han har påvirket lytteren.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Storbyromantik, der snor lytteren rundt om fingeren
Lyt til ugens podcast, hvor samtalen går på hiphoppens såvel mørke tristhed som durtonernes håbe- og længselsfulde harmonier samt en masse oplevelser, som kan oversættes til musikkens sprog. Samtalen kan ses og høres via YouTube-linket nedenfor.