Med lidt over en uge til udgivelsen af Arcade Fires sjette studiealbum WE smider Win Butler og co. endnu en skæring fra pladen ud i æteren.
Meget havde man ikke hørt fra Arcade Fire siden deres anmelderkritiserede 2017-album Everything Now. Pludselig fik vi, for godt halvanden måned siden, de to sammenhængende singler ”The Lightning I & II”.
Bandet lød til at vende tilbage til deres mere velkendte indierock-lyd med en frisk og fornyet energi. Den ene sang var et nummer, man kun kan forestille sig et kæmpe publikum skrige med på, når omkvædet på ”The Lightning II” sparker i gang. Oven i det blev titel, trackliste og udgivelsesdato annonceret på deres kommende album WE.
Nu er der altså otte dage til udgivelsen af dette længeventede album, og bandet øger nu forventningerne til det nye album ved at smide singlen ”Unconditional I (Lookout Kid)”. Nummeret debuterede de live, da de spillede et last-minute sæt den første weekend af Coachella.
Her byder bandet på den folkede indielyd, som de selv var med til at popularisere for snart 20 år siden. Med velorkestrerede baggrundsstrygere, skønt dansende guitarer og en simpel rytme skaber Win Butler en fantastisk sang til livets op- og nedture samt uperfekthedens skønhed. Der er en vis håbefuldhed, som oser ud af både instrumentaliseringen såvel som Butlers tekst og vokalpræstation, der bare taler til det usikre lille barn, der gemmer sig inde i os alle. Hør nummeret under artiklen.
Med tre stærke singler under bæltet virker WE klart til at være et album, man skal give et skud. Det udkommer fredag den 6. maj.