Nyhed

Se Arcade Fire fremføre Harry Styles-cover

GAFFA.dk - Alt om musik

Album–aktuelle Arcade Fire har i en ny live-session for BBC Music coveret Harry Styles’ seneste hit “As It Was” fra sidstnævntes kommende album Harry’s House.

Nummeret er, i bedste Arcade Fire-stil, blevet rocket lidt op og udvidet yderligere med strygere, xylofon og en art klokkespil bestående af, hvad der ligner glasrør. Derudover er det selvfølgelig med forsanger Win Butlers karakteristiske vokal og endda en passende lille udskiftning af navn i linjen “Edwin, you’re no good alone”. Bandet spillede yderligere de to numre "Age Of Anxiety II (Rabbit Hole)” og “The Lightning I, II“ fra deres seneste plade.

Arcade Fire udgav i sidste uge deres sjette (hvis man ikke inkluderer deres soundtrack til filmen Her) studiealbum WE, der ifølge vores anmelder i hvert fald er et step op fra den foregående Everything Now. WE er produceret af Radiohead-producer Nigel Godrich og gæstes af både Father John Misty og selveste Peter Gabriel. 


Både Arcade Fire og Styles spillede på dette års Coachella, og indierock-gruppen tager deres nye album med på en verdensturné, der starter til efteråret. De kommer dog desværre ikke forbi Danmark indtil videre. 

LÆS OGSÅ: GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte Arcade Fire – med Kellermenschs Sebastian Wolff som interviewer

Se coveret her:


ANNONCE