Nyhed

Ny koncertrække på Sydfyn vil hylde dansksproget sangskrivning

GAFFA.dk – alt om musik

Modersmål i Svendborg er en koncertrække, der fokuserer på danske sangskrivertalenter

“Modersmål er en koncertrække med såvel nye som etablerede navne, der alle er aktuelle med dansksprogede sange”. Sådan forklarer arrangørerne det nye koncept Modersmål, som skal finde sted i efterårsferien 2021 den 21. og 22. oktober i Svendborg. Arrangørerne vil give publikum en dybere forståelse af kunstnernes tekster, hvorfor flere af koncerterne vil blive kombinationer af live musik og artisttalks. 

Der er allerede offentliggjort to koncerter. Den første er en fælles intimkoncert og samtale med Silas Bjerregaard, tidligere frontmand i Turboweekend, og Tomas Høffding, også kendt som vokalist og bassist i WhoMadeWho, som begge har kastet sig ud i solokarrierer og dansksproget sangskrivning. Køb din billet til arrangementet her.


LÆS OGSÅ: Solid solodebut fra Turboweekend-sanger

Den anden koncert er en dobbeltkoncert med de to nyere talenter Sulka (billedet) og First Flush. Arrangørerne skriver, at de er ”to af de mest lysende talenter på den danske sangskriver himmel”. Køb din billet til arrangementet her.

LÆS OGSÅ: SULKA-INTERVIEW: Beats og bars på højt plan


Arrangørerne bag Modersmål, Anna Rose, koncertarrangør og Henrik Aagaard, journalist og radiovært på P6 Beat, skriver i en pressemeddelelse, at de ønsker at hylde de danske artister, som omfavner det danske modersmål.

”Vi oplever i disse år en gylden generation af sangskrivere, som har taget dansk til sig og kommer med nye originale perler til vores fælles sangskat. Det momentum skal udnyttes, så det kan blive langvarigt og bæredygtigt, fremfor blot at være endnu en “bølge”, forklarer de i en pressemeddelelse. Ambitionerne er høje, og de to forventer, at Modersmål som minimum bliver en årlig begivenhed.

Der vil løbende blive offentliggjort flere koncerter og arrangementer, som du blandt andet vil kunne læse mere om inde på Modersmåls hjemmeside.


 

ANNONCE