Nyhed

Bisse skal spille sin hidtil største koncert – og udgiver ny sang

GAFFA.dk – alt om musik

Lørdag den 28. maj 2022 skal Bisse spille i Den Grå Hal i København og udgiver i den forbindelse en forsmag herpå med sangen ”Alle har brug for kærlighed” 

”Det bliver årets begivenhed for kunstneren og hans orkester Bissebanden,” står der i en pressemeddelelse fra koncertarrangørerne PDH Music og Live Nation. De har netop annonceret, at den danske sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Bisse til maj vil spille sin hidtil største indendørskoncert i Den Grå Hal i København. Og denne nyhed kommer ikke alene. Bisse udgiver nemlig en ny sang som en forsmag på koncerten i maj. Den hedder ”Alle har brug for kærlighed” og er indspillet og produceret i samarbejde med Bissebanden.

Bisse fortæller selv om sangen:


"Det er en af de bedste sange, jeg har skrevet. Jeg ville nok aldrig have skrevet de,n hvis jeg ikke havde lyttet til Bruce Springsteen. Den handler om alle os forvirrede mennesker, som går rundt her på Jorden og længes efter et trøstende kram, et opmuntrende klap på skulderen eller blot et anerkendende nik. Alle har brug for kærlighed."

Bisse udgav i 2020 intet mindre end to album, hvor det ene, Cobid-20, udkom to en halv måned efter pandemiens ankomst til Danmark og blev indspillet af Bisse helt alene. Albummet, som var det første danske "corona-album", bar ifølge GAFFA slet ikke præg af hastværk, men kom derimod rundt i hele corona-tidens følelsesspektrum og fik også en plads på årets danske album-listen i 2020.

”Alle har brug for kærlighed” udkommer 10. september, og billetsalget til koncerten i Den Grå Hal starter mandag 13. september kl. 10.00, via livenation.dk og ticketmaster.dk


 

ANNONCE