Nyhed

Spiritualized kommer til Danmark – og har album på vej

GAFFA.dk – alt om musik

Det er netop annonceret, at Spiritualized giver koncert den 3. marts 2022 i DR Studie 2

Spiritualized har markeret sig som et af de største neo-psykedeliske rockbands gennem de seneste fire årtier, især hovedværket fra 1997, albummet Ladies and Gentlemen We Are Floating In Space har hos mange opnået kultstatus. Selvom frontmand Jason Pierce ved sidste albumudgivelse udtalte, at den plade nok blev den sidste, kan bandet nu offentliggøre, at deres niende studiealbum med titlen Everything Was Beautiful,udkommer i starten af 2022. Med dette album følger en turné, der heldigvis tager det engelske band til Danmark. De giver koncert i DR Studie 2 i København den 3. marts 2022. Første single fra albummet er ude nu, den hedder "Always Together With You" og du kan høre den nederst i artiklen. 

Spiritualizeds omdrejningspunkt og primære drivkraft, Jason Pierce, er i skrivende stund bandets eneste vedvarende medlem siden stiftelsen i 1990. Space-rockgruppen vil ifølge en pressemeddelelse vende tilbage til mesterværket fra 1997. Således er det kommende album blevet varslet som et comeback til de rødder, der formede Ladies And Gentlemen We're Floating In Space: maksimalistisk og konfliktsøgende, vekslende mellem det mørke og det lyse, det kaotiske og omhyggelige, mellem isolation og afhængighed og mellem kærlighed og had.


LÆS OGSÅ: Rumkadetten og hans astronauter fløj i ring

I en anmeldelse af gruppens optræden på Roskilde Festival i 2019 blev hovedværket og manden bag beskrevet således: ”Det er lang tid siden, at Jason Pierces rumskib landede med et af halvfemsernes bedste album. Manden, der ynder at kalde sig J Spaceman, begik med Ladies And Gentlemen We Are Floating Into Space et overambitiøst udspil, som definerede en ny lyd for den såkaldte spacerock- og neo-psykedeliske rockscene.”

Derudover rummer bagkataloget debutpladen Lazer Guided Melodies (1992), Pure Phase (1995), Let It Come Down (2001), Amazing Grace (2003), Songs in A&E (2008), Sweet Heart Sweet Light (2012) samt And Nothing Hurt (2018). Sidstnævnte fik en fin modtagelse og fire stjerner af GAFFAs anmelder, der blandt andet bemærkede at ”astronauten J Spaceman flyver stadig højt. Med en symfonisk storhed og en pulserende rastløshed får han sine spirituelle hymner til at svæve ind i en fjern galakse.”


LÆS OGSÅ: Spiritualized-frontmand i bedring

Billetsalget til koncerten skydes i gang på fredag den 5. november via drkoncerthuset.dk

Kom i stemning med nyeste single "Always Together With You" herunder:

ANNONCE