GAFFA.dk – alt om musik
Rapperen "holder nummeret" på ubestemt tid
Rapperen og produceren Big Boi har netop bekræftet, at han har indspillet et nummer med Kate Bush. Han kalder det selv et "monsterhit". Alt dette fortæller han i The Faders Uncovered-podcast med Mark Ronson. Hvornår dette "monsterhit" udkommer, vides ikke, for Outkast-medlemmet Big Boi fortæller også, at det først lander, "når folk fortjener det". Det skriver NME.
"Jeg har et monsterhit med Kate Bush, som jeg bare holder på," udtaler Patton i podcasten og tilføjer "Det er en drøm, der går i opfyldelse, og folk vil fucking elske det. Det er fucking utroligt."
Big Boi, som har det borgerlige navn Antwan André Patton, fortæller i podcasten, at dette samarbejde havde sin spæde start i 2014, hvor Patton under en turné med Outkast mødte Kate Bush i England. Det år spillede Bush sin Before The Dawn koncertrække på Hammersmith Apollo i London, hendes første koncerter i hele 35 år, og her fik Patton mulighed for at møde stjernen:
"Jeg fik billetter, jeg og min kone, og vi gik ind for at se hendes show. Jeg bliver inviteret backstage, vi drikker noget vin og snakker. Og hendes søn er der, han er omtrent på samme alder som mine børn, hvilket er fedt. Hun signerer et album for mig og giver mig sit nummer," fortæller rapperen i podcasten.
Patton fortæller, at da han kom til England igen det følgende år, kontaktede han Kate Bush. De mødtes så på ”et sødt lille pub-sted”, hvor de spiste middag og snakkede om at samarbejde på en sang.
"Hendes søn skulle til at på college, og hun sagde bare: 'Okay, jeg vil prøve at komme frem til noget, når jeg får sat mit studie op igen'. Så min manager, som den virkelig gode manager han er, kontaktede hendes manager for et par år siden og sagde: 'Hey, vi er nødt til at få det til at ske.' Jeg havde tilfældigvis den helt rigtige sang, som er fucking fænomenal, og den sendte jeg til hende. Den havde ordene, og hun skulle bare synge ordene. Og så skrev jeg mit vers, og min dreng Go Dreamer skrev hendes dele og hooket. Og det er utroligt. Det er utroligt," fortæller Big Boi aka Patton i podcasten.
Hvornår denne sang så udkommer, afslører Patton ikke noget om, blot at den kommer ”når jeg synes, de fortjener det”. Men ud kommer den, understreger han.
Antwan André Patton har før udtalt, at han har været fan af Kate Bush, siden han var barn. Tilbage i 2011 afslørede han sit ønske om at arbejde sammen med stjernen. Det skrev NME dengang. Året efter teasede han på sin Twitter, at der måske var et samarbejde på vej. Det samme gjorde han i 2020, ifølge NME.
GAFFA havde i øvrigt fornøjelsen af at anmelde premieren på Kate Bushs koncertrække Before the Dawn og dermed hendes første koncert i 35 år. Vi var desværre ikke backstage hos Bush modsat Big Boi, men var stadig begejstrede.
LÆS OGSÅ: Legendens første koncert i 35 år var endnu smukkere og mere spektakulær, end man turde håbe på