GAFFA.dk – alt om musik
Forestillingen byder blandt andet på numre som ”Venus as a Boy” og ”Army of Me”
Holstebro Dansekompagni står bag en kommende danseforestilling med titlen Björk, som er bygget op over 12 udvalgte sange fra den islandske kunstner. Danseforestillingen får sin premiere på Holstebro Musikteater den 27. oktober 2022, hvorefter forestillingen tager på en landsdækkende turné frem til 2024.
Björk er kendt for at rykke og udtvære grænserne i musikkens univers, og det er netop det æstetiske og kunstneriske spændingsfelt, som de to koreografer Dolly Sfeir og Gunilla Lind vil skabe to unikke danseforestillinger på baggrund af.
Holstebro Dansekompagni er således de første i Danmark, der har fået rettigheder til musikken fra den særegne multikunstner.
”Det er en stor ære, at vi fra Holstebro Dansekompagni som de første i landet får mulighed for at omforme Björks avantgarde og intense univers til en danseforestilling. Hun har gennem hele sin karriere siden sin debut i 90'erne været et unikum – og hun er mere end blot en sangerinde og musiker. Publikum kan derfor glæde sig til en fortolkning af 12 enestående sange, som får et fysisk udtryk, der er lige så stærk som vokalen og musikken bag,” udtaler David Price, som er associeret kunstnerisk leder og producent hos Holstebro Dansekompagni, i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Björk i ny film for første gang i 15 år
Begivenheden består af to unikke danseforestillinger, hvor koregraferne vil anvende 12 udvalgte Björk-numre fra forskellige årtier. Forestillingen vil blandt andet byde på sangene ”Venus as a Boy”, ”Army of Me” og "Hidden Place".
Fra den Reumert-vindende koreograf Gunille Linds side vil publikum kunne forvente et visuelt udtryk med referencer fra popkulturen, hvor kærligheden vil være i fokus. Forestillingen af den amerikansk-libanesiske koreograf og filminstruktør Dolly Sfeir er af en mere fortællende og filmisk natur, der trækker på Sfeirs egen opvækst i en mellemøstlig kultur.
Komponist, lyddesigner, og medlem af Kh Marie og Nephew, Marie Højlund, vil stå for at skabe forestillingens intense lydunivers.
Björk bliver betragtet som en af de mest indflydelsesrige og eksperimenterende kunstnere i nyere tid. For nylig delte sangeren en række detaljer om sit kommende album, der beskrives som værende ”for folk, som laver klubber hjemme i deres stuer, begrænset til deres ’jule-boble’.”
Billetter til danseforestillingen kan købes lige her.
Varm op med 1995-hittet "Army of Me":