Nyhed

Alle skal kunne fikse deres iPhone

GAFFA.dk – alt om musik

Apple har altid været meget restriktive omkring, hvem der må og kan reparere iPhones. Men fra næste år får piben en anden lyd.

Det er en ægte kovending, Apple har foretaget. Fra at den officielle holdning har været, at det kun er autoriserede, der må udbedre skader på deres produkter, lyder det nu, at fra næste år kan privatpersoner bestille originaldele, værktøj og håndbøger direkte fra Apple, så du selv kan udbedre irriterende småskader.

Det nye program har fået navnet ”Self Service Repairs”, og i starten bliver programmet udrullet i USA, men ifølge svenske Macworld bliver det udrullet til flere andre lande allerede til næste år.


Udover at kunne købe reservedele og værktøjer kommer programmet også til at indeholde muligheden for at sende defekte dele retur, hvilket så vil give rabat på fremtidige køb hos computergiganten.

I starten bliver det iPhone 12 og 13, du vil kunne fikse selv, men det skulle også blive muligt at bestille dele til Mac-computere med Apples egne chips.

LÆS OGSÅ: Roland udgiver ny værktøjskasse til at ændre din sangstemme


ANNONCE