GAFFA.dk – alt om musik
Ida Corr er første navn i koncertrækken Secret Places
Her i anden omgang af corona-nedlukningen har der ikke været nær så meget gang i de streamede koncerter som i den første nedlukning i foråret 2020, men lidt sker der dog. Nu byder Musikhuset Aarhus ind med koncertrækken Secret Places, "hemmelige koncerter" i form af livestreamede koncerter fra "hemmelige" steder i huset, hvor publikum normalt ikke har adgang.
Til den første hemmelige koncert bliver det den aarhusianske sanger og sangskriver Ida Corr, der skal bringe glæden frem. Det sker onsdag den 17. marts klokken 20.
”Foråret er over os, og vi vil gerne være med til at løfte stemningen i de danske stuer. Derfor inviterer vi til fed musik og viser nye sider af Musikhuset frem, indtil vi forhåbentlig snart igen kan mødes omkring en af vores 10 ’rigtige’ scener,” siger Musikhusets kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj.
Musikhuset er 35.000 kvadratmeter og har 500 forskellige rum. Der er altså masser af hemmelige steder og potentielle scener at vælge imellem. I ugen op til hver koncert kan publikum via Musikhusets Facebookside stemme om, hvor i huset den næste koncert skal streames fra.
Musikhusets Secret Places kan opleves live og gratis via Musikhusets Facebook-, Instagram- og YouTube-kanaler. Koncerterne bliver efterfølgende lagt op på Musikhusets hjemmeside, hvor alle kan nyde dem, når de har lyst.
Koncerterne gennemføres med støtte fra Spar Nord Fonden.
LÆS OGSÅ: GAFFA-Pris-vinderen bag Coronakoncerter: "Min indtægt er tidoblet, efter jeg gik af Spotify"
Varm op med Ida Corrs store 2007-hit, "Let Me Think About It":