Nyhed

Tivoli klar med programmet til første Havefest

GAFFA.dk – alt om musik

Barselona, Betty Bass og BishBusch er blandt de optrædende 

I sidste uge præsenterede Tivoli sit nye koncept, Havefest med mindre, restriktionsvenlige koncerter hver fredag hele sommeren fra tre scener, Orangeriet, Pantomime og på Plænen.

Nu er Tivoli så klar med programmet til den første Havefest, der finder sted fredag den 21. maj fra klokken 16. Her kan man opleve en række navne fra dansk musiks vækstlag og et par lidt mere etablerede, om end stadig unge kunstnere, nemlig Barselona (billedet), Fraads, Betty Bass, BishBusch og Schaarup samt Stella Polaris-djs'ene Nicka og Kalle B.


Popduoen Barselona har markeret sig stærkt på den danske scene de sidste fem år og er blandt andet kendt for hittene "Fra Wien til Rom", "Et år" og "Hvornår?". Den eksperimenterende hiphop-duo Fraads har gjort sig bemærket med sange som "Døde i mine arme" og "Blinker". Betty Bass er dansk soul med en international lyd, og den 28. maj udgiver hun sit debutalbum. BischBusch er dansk singer-songwriting med både hiphop- og folk-inspiration, mens Schaarup er en erfaren house- og techno-dj.

For at kunne overholde de gældende Covid-19-restriktioner skal alle gæster, der ønsker at deltage i koncerterne under Havefest have et armbånd på, der giver adgang til en bestemt sektion. Der er to sektioner à 500. Man kan ikke reservere i forvejen, og armbåndene udleveres i henholdsvis Tivolis Kaffebar til sektion 1 og Nohrlundbaren ved Rutsjebanen til sektion 2.

LÆS OGSÅ: GAFFA-fotograf udstiller koncertfotos


ANNONCE