GAFFA.dk - alt om musik
Det er ikke lydene i fitnesscentret, i lufthavnen eller i teateret, vi har savnet mest under pandemien. En ny undersøgelse viser, at det, vi savner mest, er lyden fra en live-koncert.
Vi har savnet mange ting her under Corona-pandemien, at se folks ansigter, når vi handler, at komme ned og træne, at komme til koncerter og i teatret og mange andre ting. Men når det kommer til lyde, så er der en bestemt kategori, vi har savnet mere end andet, og det er lyden fra en live-koncert.
Det viser en undersøgelse, som Censuswide har udført for danske Jabra, en undersøgelse, der skulle afdække, hvad det var vi savnede lyden af mest af alt.
I Danmark lå to ting meget tæt på hinanden: lyden fra en live-koncert med 63% og de lyde, du oplever på en restaurant med 61%.
Vi skal lidt længere ned i andelen, før vi finder lydene i en lufthavn, nemlig 50%, og yderligere ned på 48% når det kommer til klapsalverne efter en endt teaterforestilling. På femte og sidstepladsen kommer så de lyde, vi oplever, når vi er på ferie og ligger rundt om swimmingpoolen – de lyde er der 46%, der savner.
LÆS OGSÅ: Nu kommer Dolby Atmos til soundbaren
Når det kommer til lydene af vægte, der løftes, af folk der puster og stønner, og den høje musik i anlægget i fitnesscentret, så er det kun 25%, der har savnet de lyde.
Det er ikke kun i Danmark at billedet ser sådan ud. Undersøgelsen viser, at blandt italienerne er det 77%, der har savnet lyden fra en koncert, spanierne melder sig i koret med 73%, og tyskerne med 68%.
Ifølge Jabra har musikken været en vigtig faktor gennem hele pandemien. Den har hjulpet mange igennem nedlukningen og isoleringen og undersøgelsen viser, at mange har afhjulpet savnet af koncerter ved at holde deres egne mini-koncerter i hjemmet.
Det er næsten halvdelen af deltagerne i undersøgelse, 49%, der siger, at de har lyttet mere til musik siden starten af pandemien. Her fører amerikanerne, hvor 59% siger, at de har lyttet mere til deres yndlingskunstner end før pandemien. I Italien er det 58%, og i Spanien er det 58%.
Har du lyttet mere til musik under nedlukningen, og hvad har du lyttet til? Vi vil rigtig gerne høre det.